Champions League

Tottenham håber på to profiler til nyt Manchester City-brag

I Tottenham krydser de fingre for, at Moussa Sissoko og Erik Lamela når at blive klar til weekendes storkamp mod Manchester City

Triumfen var total for Tottenham i onsdags, da de på dramatisk vis slog Manchester City ud i kvartfinalen af Champions League. Men selvom glæden unægteligt var stor, var der alligevel lidt malurt i bægeret hos Spurs.

Offensivprofilen Erik Lamela var nemlig meldt klar til kampen, men måtte i 11. time alligevel melde fra på grund af den skade, der har drillet ham de seneste uger. Derudover blev midtbanespilleren Moussa Sissoko skadet undervejs i kampen, hvor han måtte skiftes ud.

Med en intens kamp om top fire i Premier League samt fortsat deltagelse i Champions League er der ikke plads til skader. Og derfor var det også dårligt nyt op til lørdagens storkamp i Premier League, hvor Manchester City venter for tredje gang på mindre end to uger.

Tottenham håber dog på, at både Sissoko og Lamela når at blive klar til kampen i morgen. De skriver på deres hjemmeside, at begge spillere vil blive undersøgt og vurderet op til kampen. Der er dermed stadig håb for, at de når at blive klar.

Spurs lider under skader til flere vigtige spillere, herunder Harry Kane, Serge Aurier og Eric Dier. Sidstnævnte forventes dog at vende tilbage til træning i dag.