Landshold

»Mos« sikrede FCK første sæt

Mostafa Abdellaoue blev matchvinder for FC København i den første pokal-semifinale, der blev vundet 1-0 over SønderjyskE.

FC København er godt på vej i finalen i den danske pokalturnering. Onsdag vandt et reservespækket FCK-mandskab 1-0 i Parken over SønderjyskE i den første semifinale, og dermed har Haderslev-klubben ryggen mod muren inden returkampen i Sønderjylland.

Blandt de normale reserver, der fik spilletid i dagens pokalkamp, kan nævnes målmand Kim Christensen og venstre back Pierre Bengtsson, mens Mostafa "Mos" Abdellaoue startede inde for første gang i sin FCK-tid. Og netop den disposition er cheftræner Carsten V. Jensen med garanti svært tilfreds med her efter kampen.

Efter bare fire minutter var det nemlig den norske angriber, der dukkede op og scorede sejrsmålet.

Christian Bolanos lagde et hjørnespark ind foran mål, og lige foran Nathan Coe i SønderjyskE-målet dukkede lille Mos op og headede bolden i netmaskerne.

På trods af den dårlige start var SønderjyskE helt fint med i opgøret i Parken, og med lidt mere skarphed kunne gæsterne såmænd sagtens have fået et uafgjort resultat med hjem fra hovedstaden. Omvendt havde FC København også chancerne til at sikre sig et endnu bedre udgangspunkt, end tilfældet var.

1-0 forblev dog slutresultatet, og dermed kan man med sindsro konstatere, at intet er afgjort før returkampen, der spilles i Haderslev om præcis en uge.