Mike Jensen FCK-fan for en dag: Håber de smadrer APOEL
Foto: Rosenborg BK
Europa League

Mike Jensen FCK-fan for en dag: Håber de smadrer APOEL

Rosenborg-danskeren med det store Brøndby-hjerte holder for første gang nogensinde med FC København, når "løverne" møder APOEL i playoff-runden til Champions League, efter cyprioterne slog Mike Jensen og co. ud af turneringen i forrige runde.

Mike Jensen er Brøndby-mand ind til benet. Derfor hører man ham sjældent udtale sig positivt om Brøndbys ærkerivaler fra FC København.

Den tidligere Brøndby-profil vil dog for en kort stund holde med FCK, når de møder APOEL i playoff-runden til Champions League. Det skyldes, at Jensen stadig er ærgerlig over, at hans norske klub Rosenborg røg ud til APOEL i runden forinden. Her mente Jensen, at cyprioterne opførte sig ulækkert og ikke udviste fairplay.

Nu håber han, at FCK smadrer APOEL, selvom det er lidt svært at erkende.

- Jeg holder jo altid med Thomas Delaney (Mike Jensens svoger, red.) selvfølgelig, og så har jeg også efterhånden fået et godt kendskab til nogle andre søde gutter inde i FCK. Jeg kan faktisk godt gå så langt til at sige, at jeg håber, FCK smadrer dem ud af banen. Det er nok første gang i mit liv, jeg siger det, og jeg ved ikke, om det bliver sidste gang, siger Mike Jensen i et tv-interview med TV3 Sport

- Det vil være godt for FCK og dansk fodbold, og så handler det også om den måde, vi røg ud på til APOEL. Det sidder stadig i kroppen, og man ønsker at få en chance til. Vi kan håbe på, at FCK vinder, for så kan vi komme i Europa League og møde APOEl, og så skal de have én over nakken, fortsætter han.

Jensen fortæller yderligere, at han ser FCK som favoritter mod APOEL.

De to klubber spiller første kamp i Parken næste tirsdag.