Video : Tipsbladet
Europa League

Video: Everton-fan med barn på armen blander sig i masseslagsmål med spillere

Det gik vildt for sig i gårsdagens Europa League-kamp mellem Everton og Lyon. Undervejs var der masseslagsmål mellem spillerne, og en Everton-fan kom løbende med sit barn på armen og skubbede blandt andet til målmanden.

Denne sæson har været en skuffende en af slagsen for Everton, der ligger nummer 16 i Premier League med blot otte point efter otte kampe. Også i Europa League står det skidt til efter ét point i tre kampe.

Torsdag tabte Ronald Koemans mandskab så 1-2 hjemme mod Lyon, men kampen vil i lige så høj grad blive husket for de skammelige scener, der udspillede sig efter lidt over en times spil.

Everton-anfører Ashley Williams skubbede lige rigeligt til Lyon-målmanden, Anthony Lopes, og det førte til et masseslagsmål mellem spillerne helt ude ved banden. Et par Everton-fans forsøgte at blande sig, blandt andet en (må man formode) far, der havde sit lille barn på armen. Han nåede at skubbe til Lopes' hoved, inden han trak sig tilbage. 

Der gik et par minutter, før dommeren fik dæmpet gemytterne så meget, at holdene kunne spille videre, og Williams slap med en advarsel. Få minutter senere udlignede han for Everton, men det var altså ikke nok. 

The Toffees ligger på fjerdepladsen i Europa Leagues gruppe E. Du kan se hele optrinnet i videoen i toppen af artiklen.