FC Midtjylland udbygger Superliga-føringen efter dramatisk afslutning
Illustration
Generelle

FC Midtjylland udbygger Superliga-føringen efter dramatisk afslutning

Det blev en hektisk afslutning på opgøret mellem FC Midtjylland og Silkeborg, der bød på to scoringer i overtiden, men i sidste ende endte med tre point til FC Midtjylland.

FC Midtjylland - Silkeborg 2-1 (1-0)
1-0 Morten 'Duncan' Rasmussen (36')
2-0 Pione Sisto (92') 
2-1 Robert Skov (95') 

Hele tyve point adskilte FC Midtjylland og Silkeborg IF i tabellen inden søndagens opgør mellem de to. Og det skel voksede til 23 point, efter FC Midtjylland i sikrede sig en sejr mod bundholdet. 

Det var ellers Silkeborg, som startede kampen bedst i de første minutter, hvor FC Midtjylland havde svært ved at ramme hinanden på den regnvåde bane i Herning. 

Men FC Midtjylland formåede alligevel at få spillet sig mere og mere ind i opgøret, som tiden gik.

Efter 15 minutters spil resulterede det i en chance til FC Midtjylland, hvor Petter Andersson blev sendt alene igennem mod Nørgaard i Silkeborg-målet. Men FCM-spilleren forsøgte et chip, som i den grad manglede kvalitet, og dermed kunne Nørgaard ånde lettet op.

Otte minutter senere var FC Midtjylland igen på spil. Sisto sendte en bold ind på midten af banen til Jakob Poulsen, som drev bolden frem, indtil han sendte en god afslutning afsted, som gik meget tæt forbi målet.

Det var ikke mange store chancer, som Silkeborg tilspillede sig. I stedet virkede FC Midtjylland til at have let ved at blive farlige. Det gav de et eksempel på efter 32 minutters spil, hvor Sisto igen slog et indlæg ind i feltet. Duncan hoppede over bolden, og den kunne dermed passere til en helt fri Petter Anderson i den bagerste del af feltet, men afslutningen blev på heroisk vis blokeret af Silkeborgs Sune Kiilerich.

Men efter 36 minutter lykkedes det topholdet at bringe sig foran. Det skete via et meget tyndt straffespark, som blev begået mod Pione Sisto. Det udnyttede Morten 'Duncan' Rasmussen til at sende FC Midtjylland i front.

Silkeborg kunne have bragt sig på 1-1 inden pausen da Nicolaj Agger kom alene igennem mod FC Midtjylland-målet. Men Agger forsøgte et frækt chip, som endte med at blive et meget skævt et af slagsen, og dermed kunne de to hold gå til pause ved stillingen 1-0. 

Det var Silkeborg som kom bedst ud til anden halvleg. De virkede agressive og havde pludselig meget nemmere at tilspille sig en række gode målchancer.

Efter 49 minutter var Jesper Bech tæt på, da Haugaard boksede et frispark væk. Men det kom ikke langt nok væk, og derfor kunne Jesper Bech forsøge et afslutning over sit eget hoved, som endte med at tage stolpen. 

FC Midtjylland virkede til at have svært ved at svare igen mod Silkeborgs offensiv i denne fase af kampen, hvor de gik ned i tempo. Samtidig virkede Silkeborg som et hold med selvtillid. Men efter 65 minutters spil var Midtjylland dog tæt på, da Izunna modtog bolden nogle meter udenfor feltet. Herfra trykkede han straks af, men bolden gik lige forbi Silkeborg-målet. 

Herefter gik gassen lidt af ballonen i opgøret. Silkeborg begyndte at virke mere og mere trætte, jo tættere kampen nærmede sig slutfløjtet, mens FC Midtjylland var tilfredse med at køre en 1-0-sejr hjem. Alligevel kom Silkeborg tæt på efter 88 minutters spil. 

Jeppe Illum kom godt over kanten, og han sendte et fladt indlæg ind i feltet, hvor Robert Skov kastede sig ned mod bolden, men Haugaard fik blokeret.

Dermed lignede det altså en 1-0-sejr til FC Midtjylland. I hvert fald lige indtil det 92. minut, hvor Igboun sendte Urena afsted mod baglinjen, hvor han sprintede fra Gammelby, inden han via en flad aflevering serverede bolden for Pione Sisto, der let kunne sparke bolden i nettet til 2-0.

Men der var flere mål i vente. For bare tre minutter senere var det unge Robert Skov, som bragte Silkeborg på 1-2. Det skete efter en fin aflevering fra Daniel Pedersen, som landede for fødderne af Robert Skov, der fra kanten af feltet lagde bolden over i det lange hjørne. 

Men det var ikke nok, kampen sluttede 2-1 til FC Midtjylland, som dermed øger afstanden til andenpladsen til syv point, mens Silkeborg nu har fem point op til OB på tiendepladsen.