Den overraskede førstemålmand

Selvom hans far og farfar stod i målet for Danmark, har AaB's 21-årige keeper Nicolai Larsen kun været målmand knap halvdelen af sin karriere. Han fortæller her om chokket ved Karim Zazas afsked med AaB, om overraskelsen over, at AaB bagefter valgte ham som førstemålmand og om et blomstrende talent.

»Jeg fløj herover for at tale med Lynge og fik set, at der ikke var så langt i fly. Jeg så lidt af området, og da jeg var på vej hjem, synes jeg bare, det var fedt. Der var ingen grund til, at jeg ikke skulle tage chancen. Der var ikke meget at rafle om. Den første gang blev jeg kørt af Lynge, sammen med min agent, ud for at se stadion, før han kørte os videre i lufthavnen. Min farfar sagde som det første, at hvis Lynge gider køre mig ind til stadion og lufthavnen, så var det nok seriøst. Så ville han have mig. Der var en kontrakt klar til underskrift, og da jeg havde talt med Lynge første gang, var jeg ikke rigtig i tvivl længere. Det var muligheden. At komme et godt sted hen for at prøve, hvor langt jeg kan komme. At være fuldtidsspiller og stå bag en fantastisk keeper som Karim, der har prøvet rigtig meget,« siger Nicolai Larsen.

Og han og hans kæreste fandt sig hurtigt til rette.

»Jeg fik heldigvis lokket min kæreste til at flytte med herop, og det var første gang, vi skulle bo sammen. Det er gået godt. Hun skulle lige finde et job, og nu elsker hun at være her. Hun vil stort set ikke hjem til København nu. Vi er faldet fantastisk til. Jeg har aldrig haft den tanke, at nu skulle jeg bare hjem til mine forældre. Aalborg er hjem for mig. Det er det også at komme hjem til Herlev, men det her er mit hjem nu, og jeg nyder hvert øjeblik,« siger Nicolai Larsen.

Planen var at lære af Karim Zaza, som Nicolai Larsen og hans agent ventede ville blive i AaB i et stykke tid fremover.

Det gjorde den unge målmand så i et års tid, hvor han også skulle vænne sig til at træne fuld tid. Og så er vi tilbage ved den mandag i slutningen af maj, hvor Karim Zaza overraskende ikke fik en ny kontrakt. Det var jo ikke meningen, tænkte Nicolai Larsen. Både fordi han syntes godt om den 16 år ældre holdkammerat, og fordi han frygtede, at det ville ødelægge enhver chance for, at han selv blev førstemålmand i AaB på denne side af 2018.

»Det første, jeg indstillede mig på, var at nu kom der en anden målmand, som blev førstemålmand. Jeg tænkte som sagt »Fuck«, for jeg havde troet, at jeg ville overtage pladsen, når Karim på et tidspunkt stillede sine støvler på hylden. Jeg frygtede, de ville hente en på 27 år, og så var der ikke så meget fremtid i det,« siger Nicolai Larsen.

Der kom også en anden målmand, men det var Carsten Christensen fra Fredericia, der ret tydeligt var udset til at være en kvalificeret reseve, der skulle presse Nicolai Larsen.

»De sagde jo i medierne, at det var mig, de ville satse på. Jeg var oppe at snakke med Kent tre dage efter, at vi havde fået ferie. Jeg var alligevel i Aalborg de første dage. Han sagde, at umiddelbart ville de satse på mig, men at det ikke var til at vide, hvad der skulle ske, og at det også afhang af, hvad der skete i træningskampene. De sagde, jeg ville få træningskampene, og så ville de se, om de var glade. Men det kunne også være, at de ville få et tilbud på en god målmand, de ikke kunne sige nej til. Jeg gjorde det bedste, jeg kunne, og synes det gik godt i de træningskampe. Jeg tror ikke, de fik det tilbud, uden at jeg ved det,« siger Nicolai Larsen.

»Jeg forventede ikke på noget tidspunkt, at det ville blive mig. Jeg gjorde det først, da vi spillede den første kamp i ligaen, og så alligevel ikke, for der var transfervinduet stadig åbent. Det samme efter anden og tredje kamp. Det går først virkelig op for mig, at jeg er førstemålmand, da transfervinduet lukker,« siger Nicolai Larsen.

Skade satte dæmper på efteråret

I Nicolai Larsens debut mod Brøndby fik hjemmeholdet et point til sidst ved Mike Jensens udligning, mens Larsen og Lasse Nielsen gik forkert af hinanden ved Brøndbys første mål, hvor Mikkel Thygesen fik en relativt simpel scoring foræret.

Farfar Benno og to af Nicolai Larsens onkler så kampen på Brøndby Stadion, mens brødrene og forældrene måtte se med på en bar i Sydeuropa på deres sommerferie. Siden har de set deres unge familiemedlem klare sig fornuftigt med nogle problemer på indlæg. I oktober kom AaB-keeperen til skade under opvarmningen til en kamp mod OB og måtte sidde ude en uge med mistanke om knæproblemer, ligesom faren og brødrene har haft. Dagen efter kampen var Nicolai Larsen ret sikker på, at der ikke var gået hverken korsbånd eller andre vigtige dele i knæet i stykker, men i resten af efteråret måtte Larsen hverken træne indlæg eller udspark for ikke at irritere en slimsæk i knæet yderligere.

Nicolai Larsen har fået kritik for sin håndtering af indlæg og har tænkt sig, at han i dette forår skal være stærkere i luften. Og nu er han ikke længere overrasket over at være førstemålmand i en Superliga-klub.

Læs mere på næste side.