Den overraskede førstemålmand

Målmandens daværende træner i Herlev havde et godt forhold til Lyngbys daværende sportschef Birger Jørgensen, der inviterede Larsen til at træne med i Lyngby i et halvt år, mens han spillede sine kampe for Herlev. Derefter var Nicolai Larsen reservemålmand for Nicklas Højlund (der i dag er førstemålmand i Lyngby), men den unge målmands udvikling fortsatte i raket-fart, selvom han i begyndelsen kun spillede på andetholdet.

»Det gik meget hurtigt. Efter to år i Lyngby var jeg med på U/16-landsholdet. Hvis jeg var fortsat lige så hurtigt, som det gik dengang, så var jeg i Real Madrid i dag,« siger Nicolai Larsen og ler.

Da han først fandt ud af, at han havde noget talent som målmand, begyndte Nicolai Larsen at tage fodbold meget seriøst.

Han startede på handelsskolen i Lyngby, som lå ved siden af træningsanlægget, fordi han på den måde kunne klemme to ekstra træninger ind om ugen. Og som 16-årig besluttede han sig for at give fodbolden alt, mens hans jævnaldrende venner gik i byen og levede det glade liv, mange har i de sene teenageår.

»Jeg var ude at køre med vogn (studenterkørsel), og der fik jeg en øl ved det første hus. Det var min fest. Vi kørte i 12 timer, og jeg var piv-ædru. Det var meget sjovt, og det var det, jeg havde besluttet mig for. Jeg var ikke fuld til en eneste gymnasiefest. Og jeg var der nok til ti procent af gymnasiefesterne. Hvorfor skulle jeg ikke satse på fodbold,« spørger Nicolai Larsen retorisk.

»Jeg havde en regel om, når der var ferie, kunne jeg gå til fester, og så var det slut ved første træning. Men her på det sidste har jeg helt droppet det. Det bliver en øl stort set altid. Jeg har åbenbart haft min ungdom. Jeg skal give den gas, når jeg er færdig med min karriere. Så er der masser af fester. Jeg blev hurtigt voksen. Min far og mor var med til at sige, at da jeg tog til Lyngby, så skulle jeg vælge. Og jeg valgte fodbolden. Jeg dedikerede mig til det,« siger Nicolai Larsen.

Ligger til familien

Hvis der er noget overraskende i Nicolai Larsens udvikling som målmand i teenageårene, så er det, at han ikke blev målmand langt tidligere.

Både lillebroderen og storebroderen er angribere og har spillet for Herlev, mens lillebroderen siden sidste sommer har forsøgt sig på ynglingeholdet i AB. Men de burde alle tre være målmænd, for de har i den grad fået generne til det.

Deres far Carsten Larsen spillede divisionsfodbold og var som ung med på U-landsholdet i nogle kampe. Han var en meget reaktionsstærk målmand med et par gode hænder, men knæene ville ikke, som han ville, og i 1999 stoppede Carsten Larsen på højt niveau efter at have været tre uger på hospitalet efter endnu en korsbåndsoperation.

Og går vi en generation længere tilbage, finder vi udlandsproffen Benno Larsen med 16 A-landskampe og ophold i Augsburg, St. Pauli og svenske GAIS. Benno Larsen er en høj mand og var kendt som en målmand, der var meget stærk i luften ude i feltet, og for dem med deres fodboldhistorik og hukommelse i knivskarp stand vækker navnet måske genkendelse fra en af de vigtigste begivenheder i årene op til professionaliseringen af dansk fodbold og den revolution, tyske Sepp Piontek bragte med sig som landstræner i 1979.

Læs mere på næste side.