Den overraskede førstemålmand

For det var Benno Larsen, der stod på mål i Göteborg i 1976, da Danmark vandt 2-1 over svensken. I dag ville det være et flot resultat for et dansk landshold, men dengang var det en god, gammeldags sensation, da Danmark ikke havde vundet en udekamp mod svenskerne siden 1937.

»Ja den kamp har jeg hørt om,« konstaterer Nicolai Larsen med et smil.

»Han har snakket meget om, at den kamp var med på en DBU-liste over de 20 bedste kampe, Danmark har spillet. Han har fortalt om, at dansk presse ikke gad møde op, selvom det kun var lige ovre i Göteborg. Det gad de kraftedeme ikke, for de havde jo regnet med, at det danske amatørlandshold ville få tæv. Så der var ingen danske pressefolk, der var vidne til, at de spillede en rigtig god kamp og vandt 2-1,« siger Nicolai Larsen.

»Han har også været i GAIS. Han var inde på en eller anden fan-hjemmeside, hvor der var en lille artikel om ham. Og det var jo 30 år efter, han havde været der. Der stod, at de havde været nødt til at slippe den bedste målmand, de nogensinde havde haft, fordi de rykkede op i Allsvenskan. Og dengang måtte man ikke have udenlandske spillere i Allsvenskan. Den artikel handlede selvfølgelig om ham, Benno Larsen, og at han havde været deres bedste målmand nogensinde, selvom han kun var der i et halvt år. Så den var han stolt af, og han printede den ud og delte den rundt,« siger Nicolai Larsen.

Da AaB-målmanden i december var hjemme på juleferie hos forældrene i Herlev, holdt han sig i gang på Herlevs kunststofbane med faren som træner og indpisker. Og efter at han er kommet til AaB og er begyndt at stå i Superligaen, får både far og farfar tip om træningsøvelser og dansk topfodbold anno 2012, ligesom de ældre generationer giver feedback og hints til deres 21-årige søn og barnebarn. Nicolai Larsen husker, at der altid var nogen i familien, der gerne ville stå på mål på ferier og når man spillede i haven for sjov, og han håber selv på, at han kan udvikle sig til at have en kombination af farens og farfarens egenskaber.

»Min farfar er en stor kleppert, og min far er lille. Han er 182 cm. Kigger man på højden, er jeg lige midt i mellem. Jeg synes selv, at jeg er en rigtig god splejsning. Vi arbejder meget på, at jeg kan komme ud i feltet for at dominere. Det synes både jeg, Buus og Kent, at jeg kan med min timing og springstyrke. Det fik jeg ikke vist så meget det første halve år. Jeg synes, jeg er rimelig reaktionsstærk på stregen,« siger Nicolai Larsen.

»Det jeg ikke har fra dem, er oppe i hovedet. De var begge rimelig aggressive, uden at det skal lyde negativt. De var aggressive målmænd, der kom ud i feltet, hvor jeg er mere afventende og rolig i mit spil. Jeg har ikke set min farfar spille, men fra de historier, jeg har hørt, var han mere aggressiv end min far. Og min far var rimelig aggressiv som målmand,« siger Nicolai Larsen.

»Jeg husker en enkelt gang i et sommerhus, hvor vi (Nicolai Larsen og Benno Larsen, red.) havde lidt målmandstræning. Det var primært, at min farfar stod og kastede en bold ned i maven på mig og mente, at jeg skulle spænde mavemusklerne og få bolden til at springe tilbage i hænderne på ham. For det kunne han med en medicinbold (ekstra tung bold på adskillige kilo, der bruges til styrketræning, red.), dengang han spillede nede i Tyskland,« siger Nicolai Larsen og griner højt.

Nordjysk på ingen tid

Opbakningen og inspirationen fra familien kombineret med nogle gode målmandstrænere undervejs har været med til at skubbe den unge AaB-målmand i den rigtige retning. Både Aston Villa, Portsmouth og Everton havde Larsen til prøvetræning i løbet af tiden som junior og yngling i Lyngby, og de to sidstnævnte klubber var relativt tæt på at købe teenage-keeperen fri af den københavnske forstadsklub.

Men det blev AaB, der fik Nicolai Larsen, da hans kontrakt udløb i sommeren 2010.

»Jeg var lidt i tvivl i starten, men det er fordi, jeg er københavner, ikke? Det eneste forhold, jeg havde til Aalborg, var at der var langt i bus efter mine ture med junior og ynglingeholdet,« siger Nicolai Larsen.

»Min agent sagde, at det var det rigtige for mig at stå bag Karim og komme i et godt træningsmiljø. Jeg var lidt skeptisk. Jeg havde troet, at det skulle være Lyngby, eller, og nu nævner jeg bare nogle tilfældige, Brøndby, FCK, AB eller nogle andre i Københavns-området. Så da han sagde Aalborg, tænkte jeg, hvad fanden jeg skulle derovre. Det var langt væk,« siger Nicolai Larsen.

Læs mere på næste side.