Video : Tipsbladet
Generelle

Avis: Her er de tre mest oplagte Zidane-afløsere

Zinedine Zidanes retur til Real Madrid har ikke kørt på skinner, og franskmandens fremtid på Bernabéu ser uvis ud. Den spanske avis Marca har nu bragt en liste over de tre mest realistiske afløsere for franskmanden.

Zinedine Zidane er en presset mand i Real Madrid efter onsdagens 3-0-nederlag til Paris Saint-Germain, og i spanske medier er man nu allerede begyndt at spekulere over, hvem der kan blive bragt i spil som afløser, hvis Zidane bliver fyret eller selv siger op.

Den spanske avis Marca bringer fredag en liste over de tre mest oplagte afløsere, hvis Zidane forlader Madrid.

Avisen pointerer, at klubpræsident Florentino Perez ved tidligere trænerfyringer typisk har forfremmet reserveholdstræneren, eller istedet har ansat en ledig træner.

De tre mest oplagte Zidane-afløsere i Madrid:

JOSÉ MOURINHO
Portugiseren er favoritten til at tage over efter Zidane. Mourinho har været arbejdsløs siden december, fordi han er meget selektiv, når det kommer til jobs. Et job på Bernabéu vil være svært at sige nej til, og Mourinho var allerede i spil i foråret, hvor Zidane altså endte med at få jobbet. Portugiserens autoritet vurderes at være en vigtig kvalitet, forud for den kommende foryngelsesproces af truppen.

MASSIMILIANO ALLEGRI
Allegri er et af de største ledige navne i øjeblikket, og italieneren var allerede i spil tilbage i 2018. Conte og Pochettino var dengang også på tale, men jobbet gik altså til Lopetegui. Allegri fik skabt et godt navn for sig selv i Italien, og må regnes som en realistisk mulighed for Real Madrid.

RAÚL GONZALEZ
Den legendariske Real Madrid-bomber er cheftræner på Real Madrids andethold, akkurat ligesom Zinedine Zidane var, inden han blev rykket op som førsteholdstræner. Santiago Solari blev ligeledes forfremmet i sidste sæson.