Bjerregaards Besættelse
Bragt i Tipsbladet 12. november:
Han er karismatisk, intelligent, taktisk, tålmodig, stædig, stilfærdig og indadvendt. Han kan være kynisk og svine en medarbejder til og samtidig få denne person til at føle sig betydningsfuld, hvilket kræver en stor dybdepsykologisk indsigt. Han er blevet kaldt utrolig krævende og en diktator i udførelsen af sine handlinger, men udadtil er han som regel venlig og imødekommende. Hans magt består i evnen til at få folk til at arbejde i samme retning som ham selv, og det var i mange år en væsentlig årsag til at Brøndby var en absolut topklub og magtfaktor.
I sine bedste år vidste Per Bjerregaard alt om, hvad der foregik i førsteholdets omklædningsrum, samtidig med at han så de fleste af klubbens hold i aktivitet, hvilket stadig er hans ambition. Den dag i dag har han den totale magt over Brøndby IF, sådan som klubbens ejerforhold er skruet sammen, og han rådfører sig kun med en lille håndfuld tro klubvæbnere, som typisk har fulgt den store leder gennem mange år.
Dybest set stoler han dog egentlig kun på sig selv.Bjerregaard er ikke alene, men forladt af masserne, tilhængere såvel som tidens tunger. Og på evig halsende jagt efter en hovedsponsor. Hvordan kunne det gå så galt, hvorfor har så mange direktører og ledende medarbejdere forladt denne folkekære klub? Svaret er: På grund af Per Bjerregaard, selve manden, der har skabt klubben. Bjerregaard, der selv fra positionen som bestyrelsesformand, fortsat siges at kontrollere alt, helt ned til køb af kuglepenne. Tilbage bliver på den måde kun kernen af det gamle Brøndby IF, familieklubben, Bjerregaard og »børn.«