Video : Tipsbladet
Generelle

Crespo: Higuain har et psykisk problem

Gonzalo Higuain bliver kun holdt tilbage på grund af mentale udfordringer.

I de sidste år har Gonzalo Higuain markeret sig som en af verdens bedste angribere, og i denne sæson har han da også bombet løs for Juventus.

Det står dog i kontrast til hans tid i Real Madrid, hvor han blev kritiseret for ikke at score i de vigtige kampe, og på det argentinske landshold misbrugte han også gyldne chancer i VM-finalen og de sidste to udgaver af Copa America.

Hvis Higuain endegyldigt skal lægge dette bag sig, er det ikke bare et spørgsmål om flere timer på træningsbanen.

- Det er mere et spørgsmål for en psykolog, for hans tekniske evner er hævet over enhver tvivl. Selvfølgelig bliver visse fejl i finalen gjort til en del af hans historie, og han kan ikke undgå at huske dem. Jeg gentager: det er mere et psykologisk spørgsmål end et teknisk et, siger Hernan Crespo til Omnisport.

Det mentale aspekt er nemlig af stor betydning, for han skal lære ikke at koncentrere sig om fortiden, som ikke kan ændres.

- Det er en kædereaktion. Det er ikke sjældent, at det sker i en finale, og det kan ske for alle. Det gælder om at have den mentale evne til at acceptere fejlen og glemme den til den næste finale, afrunder Crespo.

Gonzalo Higuain er den sjette mest scorende for Argentina, mens det selvfølgelig er Lionel Messi, som har nettet flest gange.