Generelle

Dortmund sensationelt slået ud

Først røg Mainz, og nu er Bundesligaens andet tophold, Dortmund, også ude af pokalen.

Dortmund er sammen med Mainz gået i udbrud i den tyske Bundesliga, men i DFB-pokalen er Dortmund, ligesom Mainz, nu færdige.

Holdet mødte de på papiret overkommelige Kickers Offenbach, men var ikke i stand til at gøre noget ved dem i 120 minutter. Og da det hele så skulle afgøres på straffe, var Offenbach køligst, og vandt med 4-2.

Også Leverkusens kamp mod Gladbach endte i straffespark, og her var det Gladbach der havde bedst styr på nerverne, og vandt med 6-5.

Stuttgart har fået en katastrofestart i Bundesligaen, og også i pokalen så det pludselig sort ud. For da Benjamin Förster bragte Chemnitz på 1-0 med godt tyve minutter igen, lurede et exit. Men så tog Marin Harnik ellers over, og efter 79 minutter udlignede han til 1-1, og gjorde det også til både 2-1 og 3-1 i forlænget spilletid

Endelig vandt FC Nürnberg med sikre 3-0 over Elversberg.