Video : Tipsbladet
Generelle

Efter Sané-afvisning: Bayern vil hente Robben-afløser i Kina

Bayern München er desperat på udkig efter en ny kantspiller, og nu ser det ud til, at den sydtyske storklub har udset sig belgiske Yannick Carrasco som en mulighed, hvis købet af Leroy Sané falder til jorden.

Bayern München er igang med at genopbygge truppen gevaldigt denne sommer, hvor tyskerne blandt andet siger farvel til Franck Ribery og Arjen Robben.

De tyske mestre har brugt mange millioner på de to franske forsvarere Lucas Hernandez og Benjamin Pavard. 

City-afvisning
Bayern München har længe været på udkig efter en ung kantspiller, men klubben havde i januar ikke held med at hente Chelseas Callum Hudson-Odoi.

For nyligt kom det frem, at tyskerne ville prøve at hente Leroy Sané i Manchester City, men det ser ud til, at den engelske klub har afvist den mulighed fuldstændigt.

Tog til Kina sidste år
Bayern München har derfor været nødsaget til at overveje andre muligheder, og ifølge den tyske avis Bild har den tyske klub nu udset sig belgisk Yannick Carrasco som plan B, hvis købet af Sané falder igennem.

Carrasco skiftede i februar sidste år fra Atlético Madrid til kinesiske Dalian Yifang. Carrasco var med til VM med Belgien sidste sommer, og scorede i Champions League-finalen i 2016, hvor Atlético Madrid tabte til Real Madrid.