Video : Tipsbladet
Generelle

Kaotisk situation: Langvarig City-appel kan putte United på pinebænken

Den internationale sportsdomstol CAS skal muligvis bruge op til to måneder på at beslutte, om Manchester Citys udelukkelse fra Champions League skal fastholdes.

Manchester City blev i februar udelukket fra Champions League i de kommende to sæsoner, men de engelske mestre var hurtige til at appellere dommen. 

Manchester Citys appel skal høres af den internationale sportsdomstol CAS på mandag. Den engelske avis Daily Mirror har dog talt med unanvngivne kilder fra CAS, som indikerer, at Manchester City kan komme til at vente op til to måneder på at få et svar på appellen. 

Håber på tidlig afklaring
Udover udelukkelsen fra Champions League blev Manchester City også idømt en bøde på over 200 millioner kroner. Årsagen er, at Manchester City angiveligt har fusket med nogle dokumenter for at overholde Financial Fair Play-reglerne. 

Manchester City-direktør Ferran Soriano har udtalt, at han håber på en hurtig afklaring, så klubben kan planlægge fremtiden. Men ifølge de unavngivne kilder fra CAS kan de engelske mestre risikere at skulle vente op til to måneder. 

Det er dog ikke kun Manchester City, der risikerer at ende på pinebænken, hvis CAS' beslutning ender med at trække ud. Også den klub, der slutter sæsonen på femtepladsen i Premier League, risikerer at stå i en uafklaret situationen. Hvis Manchester Citys udelukkelse fastholdes, vil klubbens plads i Champions League således formentlig gå til den klub, der slutter som nummer fem i Premier League. I skrivende stund er det naborivalerne fra Manchester United, der indtager denne plads i tabellen.