Video : Tipsbladet
Generelle

Officielt: Barcelona henter japansk stortalent

Den japanske klub Kashima Antlers meddeler, at de har solgt det 20-årige stortalent til Hiroki Abe til FC Barcelona.

FC Barcelona markerede sig tidligere på fredagen med en kæmpehandel, da de endelig fik offentliggjort købet af Atletico Madrid-stjernen Antoine Griezmann. Det er dog ikke den eneste handel med FC Barcelona, der er blevet offentliggjort denne fredag. 

Den japanske klub Kashima Antlers meddeler nemlig på sin hjemmeside, at de har solgt den 20-årige offensivspiller Hiroki Abe til de spanske mestre. Abe mangler at underskrive kontrakten og fuldføre sit lægetjek, men de to klubber er enige om den unge japaner. Abe, der angiveligt koster i omegnen af 2 mio. euro, var meget opsat på skiftet. 

- Jeg havde en stærk følelse af, at jeg ville have nye udfordringer i Barcelona, og derfor har jeg valgt at skifte. Jeg tror, at alle udfordringerne og forhindringerne, jeg nu skal overkomme. er vigtige for min udvikling, siger Hiroki Abe til Kashima Antlers hjemmeside. 

Det forventes, at Hiroki Abe starter på Barcelonas B-hold, men flere kilder har overfor AS fortalt, at det overvejes, om han skal med på førsteholdets træningslejr. 

Hiroki Abe blev kåret til Årets Nye Spiller i den japanske J1 League i denne sæson, og han har allerede fået tre landskampe for Japan, som han også var med til det netop overståede Copa America.