Video : Tipsbladet
Generelle

Pep Guardiola: United er stadig med i titelræset

Manchester City-træner Pep Guardiola vil ikke afskrive rivalerne fra Manchester United i det engelske titelræs.

Der bliver hård kamp om mesterskabet i Premier League i år. Liverpool er pt. i front af rækken, men deres forspring til andenpladsen, Manchester City, skrumper. Det skrumpede senest mandag aften, da Liverpool kun fik 1-1 ude mod West Ham, og dermed er der kun tre point mellem de to hold i toppen. 

På tredjepladsen i rækken finder man Tottenham, der kun er to point bag Manchester City. Derfor Pep Guardiola ikke afskrive London-klubben, mens han også sagtens kan se Manchester United blande sig i mesterskabskampen. 

- Jeg har aldrig sagt, at Tottenham er ude af ræset. Heller ikke Chelsea. Jeg vil ikke afskrive nogle hold fra top seks, ikke engang Manchester United. Hvis de fortsætter denne stime med sejre hver eneste uge, så vil de være med i kampen helt til sidste ende, siger Guardiola ifølge Sky Sports.  

Med næsten to tredjedele af kampene spillet, mener Guardiola altså ikke, at pointforskellene er store nok til at afskrive nogle af de store hold. 

- Med 39 point tilbage at spille for, så er du ikke sat ud af spillet, selv om du er ni eller ti point efter de førende. Bare se, hvad der sker lige nu, hvor alle tager point fra alle, siger Guardiola. 

Manchester City besøger onsdag aften Everton i Premier League. Manchester United er pt. 14 point efter Liverpool på femtepladsen.