Video : Tipsbladet
Generelle

Real Madrid vil udleje Bale til Spurs - Eriksen kan blive en del af handlen

Den spanske storklub vil henvende sig til Tottenham med et tilbud, hvor London-klubben kan overtage Gareth Bale for et ganske overkommeligt beløb. Danske Christian Eriksen kan komme til at indgå i handlen.

Sagaen om Gareth Bale fortsætter, efter at Zinedine Zidane i weekenden mere eller mindre slog fast, at waliseren ikke indgår i hans planer

Gareth Bale tjener, ifølge den engelske avis The Sun, i omegnen af fem millioner kroner om ugen i Real Madrid - og den løn er madrilenerne trætte af at betale, efter at waliseren har skuffet en del i denne sæson.

Gigantisk løn
Den gigantiske løn er dog lidt af en forhindring i forhold til at slippe af med Bale. Der er simpelthen ingen klubber, der har lyst til at betale et sådant beløb.

Men ifølge den engelske avis har Real Madrid nu udtænkt en plan for at slippe af med den 29-årige Gareth Bale.

Et godt tilbud
Madrilenerne har således strikket et tilbud sammen, der går på, at en anden klub kan leje Gareth Bale i én sæson for 86 millioner kroner, og samtidig nøjes med at betale ham en ugeløn på 2,1 millioner kroner. 

Dermed vil Real Madrid stadig betale over halvdelen af Bales løn, men denne løsning anses altså som den bedst mulige, hvis alternativet er at fortsætte med at betale den fulde løn.

Buhet ud
Spørgsmålet er også, hvor meget Gareth Bale egentlig nyder at spille på Santiago Bernabéu, hvor Real Madrid-fansene konstant buher af ham.

Anderledes positiv behandling vil waliseren uden tvivl kunne forvente i Tottenham, som han i 2013 forlod som en af de bedste spillere i Premier League.

Ifølge The Sun vil Zidane gerne af med Bale hurtigst muligt, så der i stedet kan blive plads til Eden Hazard. Christian Eriksen kan også komme til at indgå i Bale-handlen, forlyder det. Danskeren har indtil videre ikke ønsket at underskrive en forlængelse, men har samtidig fuldt fokus på Champions League-finalen, som spilles om lidt over to uger.