Real-præsident om Mbappé-køb: Zidane er fransk - måske kan det hjælpe
Foto: Getty Images
Generelle

Real-præsident om Mbappé-køb: Zidane er fransk - måske kan det hjælpe

Florentino Perez slår dog fast, at der ikke er brug for en decideret revolution i Real Madrid. Der vil kun blive hentet de forstærkninger, som er nødvendige, lyder det fra klubpræsidenten.

Mandag aften blev Zinedine Zidane ansat som ny cheftræner i Real Madrid, og dermed er genopbygningen begyndt i den spanske storklub. 

I spanske medier spekuleres der nu intenst i, hvilke stjerner madrilenerne vil forstærke truppen med til sommer. Og Real Madrid-klubpræsident Florentino Perez blev mandag aften spurgt om muligheden for at hente Kylian Mbappé.

- Zidane er fransk, så måske kan det hjælpe i forhold til Mbappé, lød det ifølge Marca fra Perez.

Det hører dog med til historien, at kommentaren blev leveret med et glimt i øjet fra klubpræsidenten. Den 20-årige stjernespiller vil med al sandsynlighed blive ekstremt dyr, hvis han skal købes fri af Paris Saint-Germain.

En kærlighedsaffære
Med mandagens genansættelse er Zinedine Zidane tilbage i jobbet efter kun 284 dage, og Florentino Perez håber, at franskmanden kan bringe noget af den positivitet tæt tilbage, der prægede hans første periode i klubben.

- Zidane er en kærlighedsaffære, der nu spænder over 18 år (franskmanden blev hentet til klubben som spiller i 2001, red.). Det er en meget stor dag. Alle føler sig glade, siger Perez.

Klubpræsidenten slår fast, at Real Madrid ikke har tænkt sig til at kaste sig hovedkulds ind i sommerens transfervindue.

- Der vil kun blive foretaget de ændringer, som er nødvendige. Zidane er en mand, der spreder entusiasme, ikke kun i Spanien, men også i resten af verden. Men lige nu er vi nødt til at forberede os til næste kamp, og fokusere på at slutte sæsonen godt af. 

Allerede på Zidanes første pressemøde blev franskmanden spurgt om muligheden for at hente Cristiano Ronaldo tilbage til Bernabéu. Zidane ville ikke kategorisk afvise muligheden, men slog dog fast, at det primære fokus lige nu er på at slutte sæsonen godt af.