Schmeichel kobles til Newcastle
Illustration
Generelle

Schmeichel kobles til Newcastle

Kasper Schmeichel er blandt de varmeste salgsemner i Championship, og danskeren kan måske komme i spil til et skifte til Newcastle, skriver engelsk medie.

I de seneste transfervinduer har Leicesters Kasper Schmeichel været hovedpersonen i mange transferrygter, og det ser ud til igen at blive tilfældet til januar. Danskeren har kontraktudløb til sommer, og hvis Championship-klubben Leicester skal score penge på målmanden, skal det ske i næste måned.

Schmeichel er tidligere blevet sat i forbindelse med Premier League-klubber, og at interessen for ham i England ikke er blevet mindre på det seneste vises ved, at Schmeichel er på en top ti-liste over de mest oplagte salgsemner fra den næstbedste engelske række.

Det er avisen Daily Mail, der har danskeren på listen over spillere, som kunne tage springet til Premier League allerede i januar, og samme avis spekulerer i, om Schmeichel kan være på vej til Newcastle, hvor førstekeeper Tim Krul gennem længere tid har anbefalet sig selv til større klubber?

- Han er 27 år og går ind i den bedste periode i karrieren, og Newcastle menes at være forrest i køen, hvis Tim Krul forlader St. James' Park, skriver avisen om danskeren.

Daily Mail har i øvrigt vurderet keeperen til at koste godt 53 millioner kroner. Det kan dog blive svært for Leicester at hente så stor en transfersum i januar, når danskerens kontrakt udløber til sommer.