Solskjær efter Scholes-opsigelse: Han er velkommen i United
Foto: Getty Images
Generelle

Solskjær efter Scholes-opsigelse: Han er velkommen i United

Nordmanden er åben for at finde et job til sin tidligere holdkammerat i Manchester United.

Torsdag kom det frem, at Paul Scholes efter blot en måned som cheftræner i Oldham Athletic er færdig i League Two-klubben.

Manchester United-legenden har givet udtryk for, at han ikke fik lov til at bestemme nok selv, og derfor valgte han altså at sige stop efter syv kampe, der blot bød på en enkelt sejr.

En anden United-legende, som har mere succes med trænergerningen for tiden, er Ole Gunnar Solskjær, og nordmanden slår fast, at den tidligere holdkammerat er velkommen på Old Trafford.

- Han er inviteret, hvis han ønsker at komme og tage en snak om det. Vi har sms'et sammen. Det fungerede ikke. Sådan er det nogle gange i trænergerningen, siger Solskjær ifølge The Guardian.

Mærkelig Arsenal-kamp
Manchester United møder lørdag Wolverhampton i F.A. Cuppen, og her skal Solskjærs tropper forsøge at rejse sig ovenpå sidste weekends nederlag til Arsenal.

- Arsenal-kampen var en mærkelig kamp. Jeg er meget skuffet over resultatet. Det gør mere ondt end noget andet. Men det er ikke sådan, at vi ser på præstationen og siger, at det var elendigt, for det var det ikke. Man bliver altid bedømt på resultaterne, men vi spillede en god kamp mod Arsenal. Vi har spillet andre kampe, hvor vi var meget værre og alligevel har vundet, siger Solskjær, der ser ud til at måtte undvære Romelu Lukaku mod Wolverhampton.