Video : Tipsbladet
Generelle

Tidligere Barça-helt: Iniesta advarede mig om Messi

Den tidligere Barcelona-back Juliano Belletti husker nu tilbage på en episode fra en træningskamp, hvor han første gang stod overfor Lionel Messi.

Juliano Belletti fik sig en slem overraskelse tilbage i 2003, da den brasilianske højreback på træningsbanen fik stiftet bekendtskab med Lionel Messi, der på det tidspunkt var 16 år og spillede for Barcelonas andethold.

Belleti var selv fast mand på førsteholdet på det tidspunkt, og havde ikke hørt om den unge argentiner, der tog del i en træningskamp mellem Barcelonas første- og andethold.

- Da Messi var på andetholdet, valgte Frank Rijkaard at se ham i aktion i en 11-mands-træningskamp med førsteholdet på en mindre bane. Han var på andetholdet, og jeg var på førsteholdet, lyder det ifølge ESPN fra Belletti. 

- Iniesta var på udskiftningsbænken, og han kaldte mig over inden kampen, og spurgte, om jeg kendte Messi. Jeg svarede 'nej', og han advarede mig straks: 'Okay, så pas på.' Da Messi fik bolden første gang, tænkte jeg: 'Hold da op, han spiller med overskud!' Jeg nærmede mig ham, i et forsøg på at tage bolden fra ham, men han strøg lige forbi og sendte bolden i netmaskerne. Han løb direkte igennem mig.

Blev matchvinder i CL-finale
Trods ydmygelsen på træningbanen kan Juliano Beletti se tilbage på karrieren i Barcelona med oprejst pande.

Brasilianeren, der i 2007 skiftede videre til Chelsea, blev således matchvinder i Champions League-finalen i 2006, da han scorede sejrsmålet i Barcelonas 2-1-sejr over Arsenal i Paris.