Tidligere Inter-slider: Icardi kan ikke komme tilbage nu
Foto: Getty Images
Generelle

Tidligere Inter-slider: Icardi kan ikke komme tilbage nu

Den tidligere Inter-midtbanemand Juan Sebastian Veron mener, at Icardi har nået 'point of no return' i Inter-trøjen.

Mauro Icardi er gået fra frelsende helt til skurk i Inter. Argentineren blev frataget anførerbindet i starten af februar, og siden da, har han ikke spillet et eneste minut for den italienske klub.

Officielt lyder det, at det er grundet en knæskade, men flere kilder melder om intern uro mellem Icardi og Inter. I denne uge var Icardi så tilbage på træningsbanen, men fordi han har nægtet at undskylde overfor klubben, er han ikke med i truppen mod Lazio.

Juan Sebastian Veron, der er tidligere midtbanespiller i klubben, mener, at Icardi har misset sin chance for at komme tilbage i varmen.

- Jeg ser kun situationen udefra. Jeg ved, at alle spillere kan have svære perioder, men jeg har altid sagt, at en spiller skal sætte klubben, holdet og respekten først. Det er meget skuffende, fordi det ligner, at de har nået et punkt, hvor han ikke kan komme tilbage, siger Veron til La Gazzetta dello Sport.

Den tidligere Inter- og Manchester United-slider ærgrer sig over, at situationen er nået hertil.

- Mauro har gjort det så godt i Inter, og han har stadig meget at bidrage med. Inter har ikke fortjent at være i denne situation. Jeg håber, at de stadig kan mødes og redde trådene ud, siger Veron.

Argentinske Juan Sebastian Veron tørnede ud for Inter fra 2004-2006.