Generelle

United-fan med periodiske udfald

Gid man holdt med Birmingham eller Newcastle.

Jeg ved, det er en kættersk tankegang, men op gennem halvfemserne har jeg flere gange taget mig selv i at føle en nærmest pervers misundelse på mennesker, der holdt med klubber uden succes.

Jeg ved også, at det af mange må opfattes som topmålet af forkælelse og utaknemmelighed at rynke på næsen af syv mesterskaber på ni år, men der sker bare det, at magien forsvinder. Jamen, til sidst gider man jo dårligt nok at hovere.

Det har aldrig været på tale at finde en anden, for det kan man jo heller ikke, men det er nok noget med, at efter syv gode år kommer syv dårlige. Mit forhold til Manchester United har i hvert fald båret præg af periodiske op- og nedture, der som antydet ikke har haft nogen direkte sammenhæng med de opnåede resultater.

Snarere tværtimod.

Søren Slagter var ikke verdens bedste

Jeg skal skynde mig at fortælle, at nok er jeg barn af tresserne, men jeg er ikke så gammel, at jeg har andet end et historisk forhold til spillere som George Best og Bobby Charlton. Jeg kender også omstændighederne omkring flystyrtet i München og mesterholdsfinalen mod Benfica på Wembley, men det er noget, jeg har læst mig til.

Triumferne fra tresserne siger mig i princippet lige så lidt som mesterskaberne i 1908 og 1911, dog med den forskel, at lige netop Uniteds mesterskab i 1967 jo blev lidt et fixpunkt for os, der først kom til i havfjerdserne.

Jeg kom til i sæsonen 1975/76, da Manchester United netop var rykket op med et ungt og sultent hold, ledet af den farverige Tommy Docherty. Det var i de år, det for alvor begyndte at gå op for mig og mine kammerater, at Søren Sørensen, som havde slagterbutikken i Uldum og var suveræn topscorer på det lokale serie 3 hold, ikke var verdens bedste fodboldspiller.

Nej, for vi fandt jo ud af, at kørelærerens ældste søn Gert Eg var meget bedre, for han spillede for Vejle i 1. division, og bedst som vi havde fået begreber som serier og divisioner sat så nogenlunde på plads i forhold til hinanden, gik det op for os, at man også spillede fodbold i Tyskland, England og Italien. Tilmed temmelig godt.

Nu begyndte vi så at kigge med, når der var tipsfodbold om lørdagen, og det må have været her, det hele startede. Jeg kendte dengang ikke nogen, der holdt med Manchester United, men jeg kan tydeligt huske, at den første gang, jeg virkelig holdt med nogen i en fodboldkamp, var i FA Cup finalen i 1976.

Jeg holdt med Manchester United.

Gordon Hill var helten

Således startede det hele med en kæmpenedtur, for United tabte faktisk benævnte finale med 0-1 til undertippede Southampton, og så var der kun tabermedaljer til alle gutterne, hvis navne prydede ærmet på mit livs første cowboyjakke.

Her stod De røde Djævles startopstilling printet med sort sprittusch neden under et efterhånden godt og grundigt forvasket United-logo: Alex Stepney, Alex Forsyth, Stewart Houston, Gerry Daly, Brian Greenhoff, Martin Buchan, Steve Coppell, Sammy McIlroy, Stuart Pearson, Lou Macari og Gordon Hill. Det var mit United-hold, og det har alverdens Beckhamer ikke kunnet ændre på siden.

Det var et hold, der var umuligt ikke at holde af. Solide og hårdføre typer nede bagved og et angreb sprængfyldt af ungdommeligt vovemod. Som jeg husker det, stillede de op i den samme WM-formation som vores egen træner benyttede på holdkortene, når vi selv skulle spille kamp. En centerhalf, to backer, to halfbacker, to winger, to innerwinger og en centerforward.

Min erklærede yndlingsspiller var venstre wing Gordon Hill, datidens svar på Ryan Giggs, og stor var min bestyrtelse, da han blev solgt til Derby for sølle 250.000 pund. Det hang ikke sammen i min begrebsverden, når United kort tid for inden havde spenderet det dobbelte beløb på store, klodsede Gordon McQueen fra Leeds.

I min sorg sendte jeg Gordon Hill et langt brev, hvor jeg på mit bedste skoleengelsk udbad mig en forklaring. Den fik jeg dog aldrig, men han havde format nok til at signere det tilsendte billede, hvor han selvfølgelig optrådte i den rigtige trøje. Tilgivet blev han aldrig, men den flotte autograf ikke en fortrykt, men en rigtig var bestemt et plaster på såret.

Sunderlands latterlige frisure

Gordon Hill var således ikke med i pokalfinalen i 1979, hvor Manchester United var oppe mod Arsenal i en af de mest dramatiske slutkampe nogensinde. Arsenal cruisede af sted med en føring på to mål, da kampen gik ind i sin afsluttende fase. Først reducerede McQueen – bless your heart, then – og få minutter senere skete det ufattelige: Sammy McIlroy, som havde taget over efter Gordon Hill på min personlige hitliste over United-spillere, sled sig igennem og listede bolden forbi Pat Jennings. Mit hjerte stod stille i de sekunder, hvor bolden hoppede ind mod målet, og min jubel ville ingen ende tage, da bolden sneg sig inden om stolpen. Yes, så var vi klar til omkamp. Troede vi.

For det, der skete nu, vil for altid stå som en mine værste erindringer overhovedet, hvad fodbold angår. Jeg vil den dag i dag hævde, at jeg så det komme på samme måde, som jeg vil påstå, at jeg så det komme, da Jesper Grønkjær lagde for kort tilbage fra banens midte i sin landsholdsdebut mod Italien i Parken. Jeg så Arsenal bygge op i venstre side, jeg så Liam Brady komme lidt for let igennem til indlæg, og allerede da han svingede bolden ind foran mål, vidste jeg, hvad der ville komme. Jeg vidste, at Gary Bailey ville underløbe bolden, og jeg vidste, at Alan Sunderland ville komme glidende med sin latterlige frisure og skrabe bolden i mål. 2-3 i allersidste minut.

Sådan gik det. Efter kampen kunne en dreng på 13 år ikke lade være med at fælde en tåre, og det er ellers kun sket to gange i et langt liv med fodbold.

Alex Fergusons hilsen til Smut

Så fulgte en række stille år, hvor man kan sige, at både United og min interesse for United stod på stand by. Jeg kom på gymnasiet og begyndte at gå med partisantørklæde og stemme på SF, og i det koncept passede en engelsk fodboldklub bare ikke rigtigt ind.

Man kan klandre mig for ikke at "stå op for det, jeg troede på", men tro mig, der var ikke meget scoreskjorte over en replica fodboldtrøje ved datidens gymnasiefester. Vi spillede i øvrigt også af helvede til.

Jeg må takke min gode ven Dan Sørensen og hans far for, at jeg atter blev ledt på rette spor i begyndelsen af halvfemserne. Dan forsøgte sig i de år i samtlige jyske klubber, og i det halve år, han tilbragte i Silkeborg, fandt vi ud af, at vi delte samme barndoms-passion. At Dans far Smut også i den grad var med på bølgen og havde været det længe før, vi andre blev født, var både kuriøst og fascinerende og meget medvirkende til, at jeg atter blev indfanget. Smut lyttede altid med på engelsk radio, når United spillede, og det var jo guld værd med sådan en kilde i tiden før tekst-tv og live opdatering på internettet.

Det var også Smut, der blev brugt som murbrækker, da jeg i sommeren 1992 tog mod til mig og henvendte mig til selveste Alex Ferguson, som besøgte landsholdet i EM-lejren i Sverige. Der er noget mærkeligt betryggende ved at kunne henvise til, at en anden gerne vil have en autograf, når det i virkeligheden handlede om, at jeg gerne ville trykke manden i hånden. Det var også godt, jeg gjorde det, for det har vist sig at være min hidtil eneste mulighed.

To Smut. Best wishes from Alex Ferguson.

"Hughes har scoret"

Mantraet i disse år var jagten på det fortabte mesterskab.

Jo, vi vandt et par FA Cup finaler og faktisk også Europa Cup'en for pokalvindere, men Liverpool-fans ved det bedre end nogen: Ikke nok så stor en pokalsejr kan erstatte følelsen af et mesterskab. Følelsen af, at man ikke bare var heldig med lodtrækning, dommerkendelser og udfaldet af enkelte kampe, men følelsen af bare at være de bedste over en hel sæson.

Efter fattigfirserne begyndte der heldigvis at tegne sig et billede. Ferguson havde efterhånden fået skiftet arvegodset ud, og da han fik tilføjet Peter Schmeichel og Eric Cantona til et i forvejen fornuftigt hold, klikkede det hele. Vi skulle have vundet allerede i 1992, men en svag slutspurt tillod Leeds at klemme sig forbi, og således gik det til, at Dan og jeg og et par andre den 21. april 1993 sad oppe i min lejlighed i Fynsgade i Århus og ventede på, at telefonen skulle ringe. Situationen var nemlig den, at Smut sad og opfangede radiobølgerne ude ved Vestkysten, mens vi ventede på nyt fra Uniteds kamp i London mod Crystal Palace. Efter en times spil ringede telefonen. Hughes har scoret!

United vandt kampen med 2-0 og sikrede sig dermed det mesterskab, man havde ventet på i 26 lange år. Hermed fødtes nye legender i min bevidsthed, og dette hold kommer ind på en klar andenplads på min private top 10: Peter Schmeichel, Paul Parker, Gary Pallister, Steve Bruce, Dennis Irwin, Paul Ince, Brian McClair, Ryan Giggs, Lee Sharpe/Andrei Kanchelskis, Eric Cantona og Mark Hughes.

Skæbnens ironi ville, at Bryan Robson, som i ti år nærmest havde været ene om at gøre United ære, netop i denne sæson måtte vige pladsen på midtbanen. Hvor kunne jeg have undt ham at være en del af dette hold, men vi vidste det jo godt: Ince var bedre.

Da det blev trivielt at vinde

Der er folk, der hævder, at det bliver bedre og bedre for hvert mesterskab, man vinder. Det ved jeg ikke noget om, for som spiller har jeg kun vundet et i 1994, men jeg kan helt ærligt sige, at sådan har jeg ikke følt det som fan. Det kan lyde arrogant, men op gennem halvfemserne begyndte jeg nærmest at føle, det var trivielt med alle de mesterskaber. I nogle af sæsonerne konkurrerede vi jo bare mod os selv for at se, om vi kunne få endnu flere point end sidste år.

Bevares, det var da meget morsomt at kunne håne Peter Kjær uge efter uge efter uge, og det var da også et højdepunkt, da hele Silkeborgs hold sad bænket på en lokal café og så Jamie Carragher fra Liverpool lave to selvmål i et 2-3 nederlag mod United, men allerdybest nede: Det var ikke længere det samme. Det er simpelthen bare ikke kult at vinde hver gang.

Nu har det vel aldrig på den måde været kult at holde med et stort hold som Manchester United, men som dreng var jeg ikke vant til, at alle holdt med United. De fleste holdt med Leeds eller Liverpool, mens min bedste ven var fan af Ipswich Town. Sådan var det ikke længere i halvfemserne, hvor alle fodbolddrenge verden over begyndte at løbe rundt i Beckhams trøje nummer syv, og hvor det snart blev sådan, at jeg følte, jeg skulle retfærdiggøre min veneration for min klub. Jamen, jeg har altså holdt med dem lige siden 1975, underforstået, at jeg er ikke bare en medløber, der lynhurtigt kobler mig på enhver succes.

I samme periode voksede Manchester Uniteds økonomi sig også stærkere end nogen af konkurrenternes, og så skulle man tilmed trækkes med den der med, at "enhver ka' sgu da vinde, hvis man bare kan købe alle de bedste spillere".

Bare spørg, hvordan det er at holde med Chelsea i dag!

Fedt at være underdog

Og apropos Chelsea, så er det måske i virkeligheden Roman Abramovitj, jeg skal takke for, at jeg føler, at jeg har taget hul på en ny æra som Manchester United fan, for der er jo ganske enkelt sket det, at mit hold har fået tildelt en rolle som underdog – i hvert fald i forhold til milliardærerne fra Chelsea.

Det er muligt, at jeg hermed har afsløret mig selv som håbløst provinsiel, for hvor fedt er det lige ikke at være bedst? Jamen, det er faktisk vældigt fedt, så længe tilstanden ikke er uforanderlig. Det er den ikke, men det er en tilstand. Der er ikke bare tale om, at det lige er kikset en enkelt gang med det mesterskab, nej, der er sket det, at vi p.t. blot er en af tre bejlere, der kæmper mod den store overmagt fra det vestlige London. Nu har vi foreløbigt ventet i tre år, og det er længe set i et halvfemser-perspektiv.

I hvert fald er det længe nok til, at jeg er ved at genvinde min identitet som glødende fan af Manchester United. Gammel kærlighed ruster aldrig, siger man jo så rigtigt, og som nævnt i indledningen har jeg aldrig overvejet at holde med et andet engelsk hold. Men den der gut feeling, som de kalder det derovre, den har pludselig og til min store glæde meldt sig igen.

De rigtige die hards vil måske mene, at det er for tyndt med disse periodiske udfald, men selv glæder jeg mig over at være tilbage og klar til at indtage Parken i morgen aften.

Jeg skal sidde nede bag målet id en rigtige ende.