Generelle

Vind lækkert ur - Stem på DKs bedste cykelrytter

I forbindelse med udgivelsen af Tour de France-magasinet kårer Tipsbladet Danmarks bedste cykelrytter nogensinde, og du er med til at bestemme .



KIM ANDERSEN – TOUR 1
Født 2. oktober 1958
Professionel fra 1980-92

Han var i 1983 den første danske indehaver af den gule førertrøje i Tour de France og gentog bedriften i 1985. Den østjyske landmand var en af de førende i den første rigtige danske prof-generation i firserne, og han hentede også meriterende sejre i bl.a. Fléche Wallonne, Tour du Limousin og Danmark Rundt. Kim Andersen indgik ofte i lange udbrud, som indimellem gav udbytte som i hans største triumf, nemlig sejren i Fléche Wallonne.
Da han på Bastilledagen i 1983 sikrede sig den gule førertrøje, skete det igen efter et udbrud - på bro-stensvejene rundt om Roubaix med belgieren Rudy Matthijs. Og det var endda sådan, at Andersens holdkammerat Jean-Louis Gauthier samlet førte løbet. Danskeren var dog med i toppen inden denne tredje etape og fik lov at køre sin chance. Han kørte stærkt de sidste 20 km, men selv om Matthijs kørte forbi ham i opløbet på den berømte cykelbane, blev Kim Andersen den første dansker i Tour de France-gult.
Han var ikke nogen spektakulær rytter, men en meget loyal og arbejdsom én af typen, og han formåede dog at holde den gule trøje frem til niende etape, da den blev overtaget af Sean Kelly.
Kim Andersen blev to gange i karrieren testet positiv i en dopingtest. Første gang i 1987, hvor han fik et års karantæne. Da han blev snuppet anden gang i 1992, blev han fyret af sit hold.
Kim Andersen blev senere sportsdirektør for Team Chicky World, Team Fakta og Team CSC samt fra 2011 for Leopard Trek i Luxembourg, som i mange år var hans base allerede fra tiden som amatør.

Rolf Sørensen – TOUR 2
Født 20. april 1965
Professionel fra 1986-2002

Den eneste dansker, der har vundet Liège-Bastogne-Liège (1993). Den eneste dansker, der har vundet Flandern Rundt (1997). Den eneste dansker, der har vundet Tirreno-Adriatico (1987 og 1992), vinder af to etaper i Tour de France (1994 og 1996). Vinder af en etape i Giro d’Italia (1995). Vinder af Paris-Tours (1990). Vinder af Holland Rundt, Danmark Rundt, Tre dage ved Panne, Paris-Bruxelles, Kuurne-Bruxelles-Kuurne osv., osv. Rolf Sørensens sejrsliste er lige så lang, som den er dybt imponerende og tæller ikke færre end 53 sejre i UCI-løb, hvilket gør ham til Danmarks mest vindende cykelrytter nogensinde. Læg dertil fire dage i den gule trøje i Touren 1991, som han på mistede efter et styrt, der kostede et brækket kraveben, OL-sølv i 1996 og ti år i top 50 på verdensranglisten.

OLE RITTER – TOUR 3
Født 29. august 1941
Professionel fra 1967-77
Han var i tresserne Danmarks største landevejsnavn blandt amatørerne, og det fortsatte i halvfjerdserne som professionel. Gennembruddet som amatør kom i 1962, hvor han vandt VM-sølv både individuelt og i 100 km holdløb. Han var igen tæt på at blive verdensmester i 1964 i Sallanches, hvor han lå alene i udbrud, men i et sving blev ramt af en tilskuer, hvorpå Eddy Merckx smuttede forbi og erobrede den regnbuefarvede vindertrøje. Han kørte kun Tour de France en enkelt gang, i 1975, men det skyldtes hovedsagligt hans forpligtelser på sit italienske firmahold, Germanwox-Wega, i Giro d’Italia, hvori han fik sin debut i sin første prof-sæson, nemlig 1967. Ritter var en farverig personlighed og en stor temporytter, og han imponerede ved i Giro-debuten at bebude sejr i den 45 km lange enkeltstart til Verona - og holdt løftet, hvilket betød sekundære placeringer til store ryttere som Gimondi, Anquetil og Merckx. Han var en stor individualist og desuden den oplagte figur, som Jørgen Leth iscenesatte i et par af sine cykelfilm fra halvfjerdserne. I 1968 satte Ole Ritter i Mexico timerekord, da han kørte 48,653 kilometer på en time, men året efter mistede han den til Eddy Merckx, der kørte 49,431. Ritter kørte Giroen ni gange, og hans bedste resultat var syvendepladsen i 1973. Han vandt i alt tre etapesejre. I slutningen af karrieren kørte han flere seksdagesløb og hentede tre sejre.

Bjarne Riis – TOUR 4
Født 3. april 1964
Professionel 1986-1999

Bjarne Riis er synonym med Tour de France i 1996. Det var her, at “Ørnen” som den første dansker nogensinde kørte den samlede sejr hjem og blev folkeeje med modtagelse af en enorm folkemængde på Rådhuspladsen i København. Elleve år senere krakelerede billedet af cykelhelten Bjarne Riis dog noget, da han indrømmede at have brugt doping i perioden 1993 til 1998. Det var i netop de år, at Riis oplevede højdepunktet af sin karriere. Indtil da havde Riis været en habil hjælperytter, bl. a. for den franske stjerne Laurent Fignon, og med en etapesejr i Giroen i 1989 som fornemste resultat. Gennembruddet kom i 1993 med etapesejr og en femteplads i Tour de France, etapesejr året efter og en samlet tredjeplads i 1995. I 1996 skiftede Riis fra Gewiss-Ballan til det tyske Telekom-hold for at realisere drømmen om førstepladsen på Touren.

Leif Mortensen – TOUR 5
Født 5. maj 1946
Professionel (1970-1976)

Leif Mortensen var Danmarks første store internationale etapeløbsrytter, der også gjorde sig gældende i en-dages løbene. Han vandt OL-sølv i Mexico i 1968, blev amatørverdensmester i 1969, og vandt sølv i de professionelles VM-løb i 1970. Han var også en af verdens bedste hjælperyttere. Som professionel på det franske BIC-hold havde han en stor del af æren for, at hans spanske holdkaptajn Luis Ocana i 1973 vandt Tour de France foran legendariske Eddy Merckx og at holdet to gange vandt holdkonkurrencen i Tour de France. Selv blev Leif Mortensen i 1971 nummer seks i Le Tour, hvilket i mange år var det bedste danske resultat. Det blev også til etapesejre i Paris-Nice, samlet triumf i Belgien Rundt og Grand Prix Aix-en-Provence. Som temporytter huskes Leif Mortensen især for sin deltagelse i den berømte Trofeo Baracchi-tidskørsel. I 1971 vandt han i ny rekordtid sammen med Ocana. De 109 kilometer blev kørt med 48,706 km/t. En rekord som stod i flere år. Leif Mortensen blev i 1994 optaget i Hall of Fame.

Michael Rasmussen – TOUR 6
Født 1. juli 1974
Professionel fra 2002-

Michael Rasmussens karriere knytter sig på godt og ondt til Tour de France. I 2005 fik han sit store internationale gennembrud, da han blev nr. 7 i løbet og som den første dansker nogensinde vandt Tourens prikkede bjergtrøje. En bedrift, han gentog året efter. I 2007 lignede han endda en samlet vinder af løbet, da han var i den gule trøje efter 17. etape, men hans hold Rabobank valgte at trække Rasmussen ud af løbet. Ifølge Rabobank fordi han ikke havde talt sandt om, hvor han havde trænet op til Touren, hvilket var i strid med antidoping-reglerne. Først i 2009 kunne Rasmussen genoptage karrieren efter en dopingdom. Michael Rasmussen begyndte egentlig som professionel tilbage i 1995, men som mountainbike-rytter. En disciplin, hvor han vandt VM i 1999. I 2003 vandt han også en etape i Vuelta a Espana. Michael Rasmussen har vundet i alt fire etaper i Tour de France, hvilket er en tangering af Bjarne Riis’ rekord.