Daniel Wass irriteret over egen indsats
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Landshold

Daniel Wass irriteret over egen indsats

Daniel Wass er ikke tilfreds med sig selv oven på søndagens landskamp mod Frankrig. Det siger han i et interview med Ritzau.

Daniel Wass fik søndag aften en ny chance på det danske landshold, da han startede ind i landskampen mod Frankrig på sin favoritposition på den centrale midtbane. Det blev dog ikke en minderig aften for Wass, der ikke leverede en særlig velspillet kamp og derfor ikke fik vist, at han skal spille fast på landsholdet. 

Daniel Wass er da også ærgerlig over sin egen præstation. 

- Jeg er rigtig irriteret. Jeg fik ikke bevist noget i den her kamp. Jeg havde selv ventet på at få chancen på midtbanen, og derfor irriterer det mig, at jeg ikke formåede at holde bedre fat i bolden. Jeg havde for mange boldtab, siger Daniel Wass til Ritzau.
 
Han er dog tilfreds med, at han har fået spilletid i de seneste to landskampe mod både USA og Frankrig. 
 
- Ja, jeg er glad for de to kampe. Jeg viste gode takter mod USA, men lavede en fejl ved det andet mål, men ellers var det ok. Mod Frankrig var der for mange boldtab, siger han. 
 
Næste mulighed for spilletid på landsholdet for Daniel Wass er 8. juni, når Danmark møder Montenegro i en træningskamp forud for EM-kvalifikationskampen mod Serbien den 13. juni.