Video : Tipsbladet
Landshold

Danmark blev gruppevinder med sejr over Wales

Danmark besejrede Wales med 2-1 og sikrede dermed førstepladsen i Nations League B Gruppe 4.

Med en 2-1-sejr over Wales sikrede Danmark sig førstepladsen i Nations League lag B Gruppe 4.  

Danmark havde Christian Eriksen tilbage i startopstillingen, og der gik ikke længe, før han gjorde opmærksom på sig selv. Efter blot to minutter sendte Tottenham-stjernen et langskud afsted mod Wales’ mål, men afslutningen gik akkurat over. Umiddelbart efter prøvede midtbanekollegaen også lykken, men ligeledes uden held.

Efter små ti minutter kom Wales frem til kampens første store chance. David Brooks sendte et indlæg ind i boksen, hvor James Chester headede mod mål. Han havde imidlertid heller ikke heldet, og hovedstødet gik akkurat forbi.

Waliserne fik dog mere kontrol på opgøret efter deres chance, men det lykkedes ikke at komme til nævneværdige chancer.

Det kunne danskerne imidlertid efter knap 30 minutter, da Nicolai Jørgensen blev sendt af sted i en kontra efter en smuk dyb aflevering. Angriberen snød en Wales-stopper med førsteberøringen, men Jørgensens andenberøring blev for lang og chancen løb ud i sandet.

Det lykkedes også at få sendt bolden i nettet for danskerne, men Martin Braithwaites scoring blev annulleret for offside.

Bolden blev dog sendt i nettet på lovlig vis inden pausen, hvor danskerne bragte sig foran med et flot kontramål. Yussuf Poulsen vandt bolden ved eget felt, og efter flot sammenspil med Thomas Delaney og Jørgensen, var Jørgensen fri foran Wales-målet, hvor han køligt sendte bolden i nettet.

Til anden halvleg kom Wales derfor offensivt ud, og det resulterede hurtigt i en stor chance. Bale løb fra den danske venstreside, inden han sendte et indlæg ind i det lille felt. Indlægget kom Brooks først på, men han sendte bolden langt over Kasper Schmeichels mål.

Efter den energiske start på anden halvleg kom der dog ro på opgøret, hvor Wales så småt satte sig på spillet. Det lykkedes til gengæld ikke for værterne at skabe chancerne til udligningen. Omvendt var Danmark tæt på at udbygge føringen et kvarter før tid på endnu et kontraangreb, hvor Eriksen spillede Poulsen fri, men sidstnævnte sparkede bolden langt over mål. 

Wales kom tæt på udligningen med et forrygende frispark af Gareth Bale i det 82. minut, men Kasper Schmeichel diskede op med en sublim redning. 

Kort efter så det ud til, at Martin Braithwaite fik lukket kampen med et forrygende mål, da han tæmmer et indkast inde i feltet med brystet, inden han bankede bolden op i det nærmeste hjørne til 2-0. 

Men Wales bragte alligevel spænding i opgøret minuttet efter, da en lang aflevering fra Ashley Williams gled igennem det danske forsvar til Gareth Bale, der snød Kasper Schmeichel og sendte den i mål til 2-1.

2-1 blev slutresultatet, hvilket altså giver Danmark førstepladsen i gruppen, efter som Wales slutter med seks point, mens Danmark har syv point med en kamp i hånden. Irland har ligeledes en kamp tilbage, men de er seks point efter Danmark. Dermed rykker Danmark op i Nations League lag A.