Dansk kollektiv skal afvise Ronaldo
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Landshold

Dansk kollektiv skal afvise Ronaldo

Cristiano Ronaldo er måske verdens bedste fodboldspiller. På torsdag skal det danske kollektiv lukke ned for Real Madrid-stjernen.

Cristiano Ronaldo.

Alene navnet indgyder respekt. Også for den rutinerede forsvarer Lars Jacobsen, der torsdag aften spiller sin landskamp nummer 78, når Danmark møder Portugal på udebane.

Når Lars Jacobsen på torsdag går på banen mod Portugal, er det ottende gang, at den danske back møder Portugal med A-landsholdet. Tre gange har Jacobsen vundet, tre gange har han tabt og en enkelt gang har han spillet uafgjort. Men fælles for kampene er, at han har holdt Cristiano Ronaldo i så pæn en snor, som man efterhånden kan holde verdens måske bedste fodboldspiller.

Cristiano Ronaldo skal helst ikke have en alt for god kamp, hvis det danske landshold skal have point med hjem fra Portugal, og det kræver, at der fra hele holdes side lukkes ned for portugiseren, siger den rutinerede dansker.

- Det bliver en kollektiv dagsorden, vi skal have fundet frem. Det kan du ikke gøre alene. Det handler om at have en masse aftaler på plads, og det afhænger af, hvilken position han spiller. Men der skal være et ekstra øje på ham, for han er god til at bevæge sig på midten, ude i venstre eller falde ned i banen. En af hans styrker er, at han finder plads og vender, siger Lars Jacobsen.

Mens Cristiano Ronaldo kommer til at præsentere den 36-årige Guingamp-forsvarer og resten af det danske landshold for en masse problemer i den danske defensiv, er der omvendt muligheder, når Danmark har bolden.

- Hver gang vi har spillet mod Portugal, har vi set, at der er nogle muligheder, som vi kan udnytte til at skubbe med frem. Men du skal stadig have aftaler på plads, så hvis en back forsvinder fra ham rent offensivt, skal der være en anden spiller, der overtager ansvaret for ham. Mister man bolden, står han nemlig klar, siger Jacobsen, der ikke forventer at se et dansk hold, der udelukkende kommer til at forsvare:

- Vi skal jo også have et resultat, så vi kommer ikke til at læne os op ad eget mål - hvis vi gør, er det, fordi vi bliver presset tilbage. Men det er ikke en kamp, hvor vi skal grave os ned på kanten af feltet og så håbe på en omstilling, for det er ikke vores spil. Generelt har vi set, at der mod Portugal netop er plads til at spille, og det er anderledes fra kampe mod Armenien og Albanien, hvor det er meget mere kompakt.

Lars Jacobsen står noteret for 77 landskampe.