Video : Tipsbladet
Landshold

DBU-boss er dødtræt af konflikter: Det er ikke bare gnidninger

Jesper Møller er som bestyrelsesformand for DBU en af de højeste autoriteter i dansk fodbold, og han er træt af konflikter med spillerne. Nu skal de have tingene løst.

Det har på mange måder været to gode år for Danmarks to A-landshold. Kvinderne vandt EM-sølv i fjor, og herrerne kom i ottendedelsfinalen ved VM og vandt deres Nations League-gruppe i 2018. Men for begge køn har konflikter fyldt meget. Også for meget, hvis man spørger DBU's formand, Jesper Møller.

I et stort interview med Tipsbladet fortæller han, at han håber, at fremtiden bydere på et sundere forhold mellem DBU og Spillerforeningen. Det skal ansættelserne af Peter Møller og William Kvist blandt andet sikre.

- Du behøver ikke nøjes med at kalde det gnidninger. Der har jo været en voldgiftssag mellem DBU og Spillerforeningen. Jeg hører jo ikke om alle de små sager, du nævner, jeg hører om voldgiftssager, og dem er jeg dødtræt af, når det er mod spillere og samarbejdspartnere. Vi skal have tingene løst, og så skal vi have et samarbejde, vinde nogle fodboldkampe og have skabt nogle indtægter, som vi så kan fordele videre i systemet, siger Jesper Møller til Tipsbladet.

Han fastholder desuden, at udnævnelserne af d'herrer Møller og Kvist som henholdsvis fodbolddirektør og konsulent ikke var koordineret, men det dårlige forhandlingsklima mellem DBU's daværende direktør, Claus Bretton-Meyer, og Spillerforeningens direktør, Mads Øland, var alment kendt.

- Det er ikke noget, vi har aftalt, selvom der da har været mange spekulationer om det. Det er ingen hemmelighed, at Claus og Mads måtte trække sig lidt tilbage (i forhandlingerne. red.), hvilket er helt naturligt, når man har forhandlet i månedsvis uden at kunne finde en løsning. Der skulle jo ske noget, efter vi stillede med et andet landshold i Slovakiet. Presset steg jo også på formanden, siger han.

- Folk spurgte mig, hvor formanden var, og hvorfor jeg ikke gjorde noget. Vi mobiliserede og lykkedes med at skabe en god dialog med William Kvist. Det vigtigste for mig var, at vi fik en aftale. 

- Naturligvis vil vi have et godt forhold til Spillerforeningen. Vi har et rigtig godt forhold til William Kvist, men det er ikke sådan, at vi bestemmer, hvilket hold spillerne stiller med.

Læs hele interviewet med Jesper Møller i dagens udgave af Tipsbladet, der kan købes sammen med Ekstra Bladet.