Hareide før Polen: Vi får store muligheder
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Landshold

Hareide før Polen: Vi får store muligheder

Landstræner Åge Hareide tager ikke til Polen for at forsvare. Det polske hold er under pres, og det skal det danske A-landshold udnytte.

Når det danske landshold i oktober tager til Polen for for at spille om point i VM-kvalifikationen, bliver det i en rolle som underdog mod EM-kvartfinalisterne med stjernespillere som Robert Lewandowski og Arkadiusz Milik på holdet.

Polen kom haltende fra start i VM-kvalifikationen ved at spille uafgjort ude mod Kasakhstan og har derfor et vist pres på sig i hjemmekampen mod Danmark. 

Og netop det kan komme de danske hold til gode, vurderer landstræner Åge Hareide. 

- Polen er favoritter, og de skal frem på hjemmebane. Det kan give os store muligheder i bagrummet. Vi har godt fart på toppen med spillere som Pione Sisto og Viktor Fischer.
Vi skal have styr på Lewandowski og Milik, der er skarpe i front, men først og fremmest skal vi have fokus på vores eget spil. Hvis vi har styr på vores eget hold, skal vi ikke have så stor fokus på, hvem det er vi møder.

- Vi kommer ikke til at have ekstra koncentration på at forsvare - det handler om, at vi hele tiden skal blive bedre til at gøre det, vi er bedst til. Vi har godt styr på Polen og har set dem i kamp. De er nemme at læse men er svære at spille mod. De er godt organiseret og er skarpe foran mål. Men vi går efter at tage point i Polen, lyder det fra den danske landstræner.

Vi har en fordel i at have vundet den første kamp, og vi har chancen for at bringe os fem point foran mod et hold, der må regnes for at være gruppens stærkeste - det skal vi udnytte. 

Danmark møder Polen på udebane 8. oktober og møder tre dage senere Montenegro i Telia Parken.