Video : Tipsbladet
Landshold

Hareide vil ikke uddybe Bendtner-fravalg

Landstræner Åge Hareide vil ikke forklare nærmere, hvorfor han ikke har udtaget Nicklas Bendtner til kampene mod Polen og Armenien.

Mange havde ventet og håbet at se Nicklas Bendtner tilbage på det danske landshold efter en række gode kampe for Rosenborg BK, men angriberens navn var ikke blandt de 23, da Åge Hareide mandag udtog den trup, der skal møde Polen og Armenien i starten af næste måned.

Den danske landstræner har fulgt Nicklas Bendtner tæt på det seneste, og han var blandt andet på tribunen, da Rosenborg-angriberen scorede et klassemål mod Molde i Tippeligaen. Alligevel føler han altså ikke, at han har set nok til, at Bendnter skal have en billet til landsholdet.

Åge Hareide vil imidlertid ikke uddybe, hvorfor Nicklas Bendtner ikke er udtaget.

- Jeg har set ham spille, men jeg kommenterer ikke på de spillere, som ikke står på listen. Vi må tale om dem, som er udtaget, siger landstræneren på et pressemøde.

Nicklas Bendtner har ikke været en del af landsholdet, siden Åge Hareide overtog fra Morten Olsen.