Video : Tipsbladet
Landshold

Messi raser: Vil ikke være en del af denne korruption

Lionel Messi er helt oppe i det røde felt, efter han blev vist ud i Argentinas bronzekamp i Copa America.

Nogle siger, at man vinder bronze, andre siger, man taber bronze. Og andre igen vil slet ikke modtage sin medalje for tredjepladsen.

Den sidste gruppe faldt Lionel Messi i lørdag aften dansk tid, da han nægtede at deltage i medaljeceremonien, efter Argentina havde vundet 2-1 over Chile i Copa Americas bronzekamp.

Messi blev vist ud som følge af en kontrovers med Gary Medel kort før pausen, og nu lyder en stor kritik fra argentineren på bagkant af bronzemedaljen og specielt semifinalenederlaget til Brasilien.

- Der er ingen tvivl om, at det hele er sat op til Brasilien. Jeg håber, at VAR og dommerne ikke får en rolle i finalen, og at Peru kan være med, men det ser svært ud, siger Lionel Messi ifølge goal.com.

- Jeg vil ikke være en del af denne korruption. Vi skulle ikke have været en del af denne respektløshed, som vi oplevede under Copa America.

- Vi kunne have gået længere, men blev ikke tilladt at gå i finalen. Korruption, dommere og resten stoppede folk fra at nyde fodbold. Jeg fortæller altid sandheden og er ærlig. Det holder mig rolig. Hvis det, jeg siger, har konsekvenser, er det ikke mit problem.

Brasilien skal spille finale mod Peru i aften klokken 22 dansk tid.