Olsen om Sisto: Har nogle værktøjer som ikke mange i Danmark har
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Landshold

Olsen om Sisto: Har nogle værktøjer som ikke mange i Danmark har

Pione Sisto kan få debut på det danske landshold, for Morten Olsen har udtaget supertalentet fra FC Midtjylland.

FC Midtjylland-kometen Pione Sisto er udtaget til det danske landshold. Det fortalte Morten Olsen onsdag på et pressemøde, hvor han udtog det landshold, der skal spille mod Montenegro og Serbien i juni.

Og Morten Olsen lader ikke til at være berørt af, at Pione Sisto blot har spillet 30 minutters fodbold i foråret. Olsen er nemlig ekstremt begejstret for det, Sisto står for.

- Vi har kun ventet på to ting: For det første skulle han have sit pas, og for det andet skulle han blive skadesfri. Det er klart for os, at han er et kæmpe talent, der har nogle værktøjer, som ikke mange i Danmark har. Om han skal bruges fra start eller som indskifter må vi se. Han minder mig lidt om Claus Jensen fra starten af 00'erne, hvor man kunne sætte ham ind, når modstanderne er møre. De kvaliteter har han, siger Olsen på pressemødet og forklarer:

- Den her knægt kan spille med kvalitet i 90 minutter. Han er god fodboldspiller, der har det i sig og ikke bare trykker på en knap på Twitter. Han har spillet gode kampe, og han er en spiller, der arbejder stenhårdt og har den helt rigtige mentalitet. Udover at være en god individualist, der kan lave mål, er han også en fantastisk holdspiller, siger Olsen.

Landstræneren er dermed tilfreds med det hold, han har udtaget i denne omgang.

- Sisto kan spille, hvad Eriksen også gør. Højre, venstre, centralt. De offensive positioner. Som vi også har gjort i en del kampe, og hvad der var Eriksens position på midtbanen. Så jeg synes, truppen vi har, der er gode boldspillere, teknik, spillere med fart.