PSG fik første Ligue 1-sejr
Illustration
Ligue 1

PSG fik første Ligue 1-sejr

Zlatan Ibrahimovic udgik med en skade, men alligevel fik mestrene fuldt udbytte i kampen mod Bastia.

Paris Saint-Germain skulle forsøge at hive den første sejr i hus, efter det kun lykkedes at skaffe et enkelt point i sæsonpremieren mod Reims. Men allerede i første halvleg blev mestrenes muligheder betragteligt forringet, da holdets topscorer Zlatan Ibrahimovic måtte udgå med en skade. 

Det viste sig dog ikke at have nogen betydning for PSG, der fik åbnet scoringen kort efter svenskerens exit, da Lucas Moura helt umarkeret kunne trille kuglen i mål. 

Uruguayaneren Edinson Cavani kunne efter en times spil udbygge føringen, da han løb i dybden og udnyttede Marco Verattis aflevering på smukkeste vis. Bastia formåede aldrig at ændre på resultatet, og dermed fik PSG sæsonens første sejr.