OB henter målmand i Brøndby - farvel til Toppel?
Foto: ob.dk
Superliga

OB henter målmand i Brøndby - farvel til Toppel?

Michael Falkesgaard skifter fra Brøndby til OB efter denne sæson.

OB er godt i gang med at sammensætte truppen til den kommende sæson i Superligaen.

Første tilgang udefra er nu på plads. OB har skrevet kontrakt med Michael Falkesgaard, der skifter fra Brøndby efter denne sæson. Samtidig meddeler klubben, at Casper Radza er eneste øvrige målmand i truppen efter sommerferien, da Emil Ousager stopper karrieren og Mads Toppels kontrakt udløber. 

- Det er vigtigt for os, at vi sammensætter et team af målmænd, der kan have et godt samarbejde og samtidig have en skarp konkurrence om, hvem der skal have pladsen i kampene. Her er Michael Falkesgaard en rigtig spændende keeper, der kender forholdene omkring det at spille fodbold på højeste niveau, og som samtidig har alderen til fortsat at kunne udvikle sig. Han har primært været reservemålmand i Brøndby, men han har dog haft en god portion førsteholdskampe, og vi vurderer ham som en rigtig spændende del af vores målmands-setup efter sommerferien, siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen til ob.dk.
 
Michael Falkesgaard siger selv om skiftet:
 
- Først og fremmest er jeg rigtig glad for at komme til OB. Jeg ser det som en god mulighed og en stor udfordring for mig at starte op et sted, hvor der skal bygges noget nyt op med et nyt trænerteam. OB har et rigtig stort potentiale til, igen at blive en klub, der kæmper med i den gode ende af tabellen, og det håber jeg at blive en del af. Det bliver en spændende konkurrence om pladsen i målet til sommer. Men det er min ambition, at det er mig, der har gjort det bedst for at overbevise trænerne om, hvem der skal stå, når ligaen starter igen, siger Michael Falkesgaard.
 
OB har underskrevet en to-årig kontrakt med Michael Falkesgaard, og noget tyder på, at man skal have endnu en målmand, da klubben ønsker tre keepere i sin trup. 
 
Meget tyder på, at OB siger farvel til Mads Toppel, idet klubben skriver følgende i pressemeddelelsen:
 
- OB har i forvejen den talentfulde keeper Casper Radza i truppen efter sommerferien. Emil Ousager indstiller karrieren, mens Mads Toppels kontrakt udløber efter denne sæson.