Video : Tipsbladet
Premier League

Bournemouth-boss: Billing har allerede bevist sig på højeste niveau

Bournemouth-direktøren Neill Blake er imponeret over Philip Billing, som han har store forventninger til.

Det lå i kortene, at danske Philip Billing ikke ville følge Huddersfield Town ned i den næstbedste engelske række, Championship, og mandag blev det også bekræftet, at hans fremtid ikke er i Huddersfield.

I stedet fortsætter danskeren i Premier League, hvor han mandag blev præsenteret i Bournemouth på en lang aftale.

Og i Bournemouth glæder de sig til at tage imod den talentfulde midtbanespiller, udtaler klubbens direktør Neill Blake til klubbens hjemmeside.

- Philip Billing er muligvis ung, men har allerede en masse førsteholdserfaring, heriblandt to sæsoner i Premier League, fortæller Neill Blake.

- Han er utroligt talentfuld, har allerede bevist sig på højeste niveau og har meget mere at komme med. Philip vil tilføje konkurrence og yderligere kvalitet til vores centrale midtbane, og det er en ny spændende tilføjelse til vores trup.

Philip Billing, 23 år, kom til Huddersfield Town i 2013 og nåede at spille 91 kampe for klubben med fem mål til følge.

Bournemouth har ifølge flere engelske medier betalt 15 millioner pund, svarende til 125 millioner kroner, for danskeren.