Video : Tipsbladet
Premier League

Dansk kritik af Manchester Citys pengemodel

Direktør i Spillerforeningen, Mads Øland, kritiserer Manchester Citys ønske om at oprette en kæde af fodboldklubber.

Det falder ikke i god jord hos direktør i Spillerforeningen og medlem af Stakeholders Committee i det internationale fodboldforbund, Fifa, Mads Øland, at ejerene bag Manchester City, City Football Group, har meddelt, at man ønsker at oprette en kæde af klubber over hele verden.

- Det er vigtigt, at klubberne har nogle kommercielle muligheder, men vi er nødt til at sætte nogle grænser for, hvor offensivt de kan gøre tingene. Manchester Citys og andre topklubbers modeller kan virkelig skade fodbolden, hvis de får lov til at blæse ureguleret derudaf, siger Mads Øland til JP.

Ifølge Mads Øland vil det betyde, at magten bliver fordelt på få hænder, hvis en gruppe ejer flere klubber, hvilket i sidste ende kan gå ud over spillerne, som uhensigtsmæssigt kan blive delt mellem klubberne, uden selv at have noget at skulle have sagt.

Samtidig kan der opstå for store kløfter mellem de store og små klubber, mener Mads Øland, som siger at det kan få betydning for de spillere, som spiller i de mindre klubber.

Det er ikke kun Manchester City, som forsøger at sikre talenter ad andre veje. I Chelsea har man i mange år også hentet spillere helt unge, og lejet dem ud til andre klubber indtil de er blevet gode nok.