Godt eller skidt? Tottenham får lov til at spille på Wembley
Premier League

Godt eller skidt? Tottenham får lov til at spille på Wembley

Christian Eriksens klub kan i næste sæson spille sine hjemmekampe på det engelske nationalstadion, men det er ikke nødvendigvis en fordel. I denne sæson har holdet haft det ualmindeligt svært der.

Når næste sæson går i gang, har Tottenham Hotspur måske fået ny hjemmebane. Christian Eriksens klub har således fået lov til at benytte Wembley i næste sæson. Det skriver Ritzau.

Det er det lokale bystyre, der har givet tommel op til Tottenhams ansøgning. Klubben skal dog selv endeligt bekræfte aftalen, før den træder i kraft. I forvejen har det engelske fodboldforbund sagt god for, at Tottenham spiller sine hjemmekampe på nationalstadionet.

Årsagen til det er, at klubben er ved at bygge en ny hjemmebane klods op ad den gamle, White Hart Lane. Den nye arena skal have plads til 61.000 tilskuere mod de godt 36.000, der kan sidde på White Hart Lane.

Men selvom en sæson med hjemmebane på et af verdens mest mytiske og største fodboldstadioner lyder som en luksus, er det ikke nødvendigvis en fordel for Tottenham. Christian Eriksen og co. har nemlig haft det svært på netop det stadion.

I fire Wembley-hjemmekampe i Champions League og Europa League i denne sæson vandt Tottenham kun én, mod CSKA Moskva. Derudover tabte man til Monaco og Bayer Leverkusen, mens man spillede uafgjort mod Gent. 

I engelsk presse har begrebet 'Wembley curse'. altså Wembley-forbandelse, forlængst vundet indpas.