Video : Tipsbladet
Premier League

Hård straf på vej? Man. City kan blive udelukket fra Champions League

Engelske Manchester City kan ende med at blive udelukket fra Europa i en periode - klubben står foran en sanktion for brud på de økonomiske fair play-regler.

Hvis alle i Manhcester City den kommende tid holder vejret, forstår man dem.

Den storsatsende engelske fodboldklub er et skridt nærmere en seriøs og alvorlig sanktion for brud på de økonomiske fair play-regler.

Klubben er ikke blevet dømt endnu, men UEFA har netop annonceret, at Club Financial Control Body (CFCB) i UEFA skal kigge på en sag mod Manchester City.

Den engelske klub nægter at have forbrudt sig mod de økonomiske fair play-regler og siger i et skriv på sin hjemmeside, at man er "skuffet, men ikke overrasket" over, at sagen er gået videre i UEFA-systemet.

- Club Financial Control Bodys chefefterforsker har i dag - efter at have konsulteret med de øvrige medlemmer af den uafhængige undersøgelseskomité - valgt at henvise Manchester City til CFCB's dømmende kammer på baggrund af afslutningen af sin undersøgelse, skriver UEFA i forbindelse med sagen.

Dermed skal hammeren falde over Manchester City, og bliver den engelske klub dømt for brud på de økonomiske fair play-regler, kan det blive en særdeles hård omgang. Det kan ende med en kæmpe bødestraf, og det kan også ende med udelukkelse fra europæiske turneringer, for Manchester Citys vedkommende er det Champions League, efter klubben med Pep Guardiola i spidsen vandt Premier League denne sæson.