Jores Okore håber på gennembrud i næste sæson
Illustration
Premier League

Jores Okore håber på gennembrud i næste sæson

Jores Okore forventer at kunne gøre en forskel for Aston Villa i næste sæson. 

Der er stadig lange udsigter til spilletid i Aston Villa for Jores Okore.  Torsdag udtalte Aston Villas manager Paul Lambert, at Okore formentlig først bliver klar til at spille om en måneds tid, og dermed er det tvivlsomt, om den danske forsvarsspiller overhovedet når at komme i kamp mere i denne sæson. 

Jores Okore er da også afklaret med, at korsbåndsskaden, han pådrog sig i september, har ødelagt hans sæson. Forsvarsspilleren er således begyndt at se fremad mod næste sæson, hvor han håber at få sit gennembrud i Aston Villa. 

- Jeg er så indstillet på at spille godt, imponere og bevise mine evner over for alle - spillerne, manageren og fansene. Jeg tror, at næste sæson vil blive sæsonen, der tæller for mig. Jeg vil udvikle mig her og yde mit bedste som spiller. Jeg vil gøre en forskel, siger Jores Okore til Birmingham Mail. 

Okore arbejder stadig på at blive helt frisk oven på sin skade, og lige nu nyder han de små fremskridt i forløbet. 

- Jeg kommer tættere på at træne igen med drengene, så det er et stort rygstød. Jeg kan ikke vente med at komme tilbage. Bare det at være udenfor nu er fantastisk. Det er en skøn følelse. At være udenfor og løbe, vende og dreje føles rigtig godt. Jeg har ikke gjort det i lang tid. Det er fantastisk, siger han.