Video : Tipsbladet
Premier League

Liverpool lukker træningen ned: Alle spillere er sendt hjem

Stjerner som Sadio Mané, Mohamed Salah og Virgil van Dijk må i det næste stykke tid klare fodboldtræningen selv. Liverpool har nemlig suspenderet al aktivitet på klubbens træningsanlæg.

Der er dømt selvtræning hos Premier Leagues førerhold Liverpool efter de seneste dages dramatiske udvikling over hele verden som følge af udbruddet af coronavirus. 

Klubben har således besluttet, at både spillere og trænere sendes hjem med øjeblikkelig virkning.

Det skriver Liverpool på sin hjemmeside.

- Liverpool Football Club kan bekræfte, at førsteholdstruppen og trænerne frivilligt har besluttet at suspendere al aktivitet på Melwood (klubbens træningsanlæg red.) fra og med i dag som følge af Premier Leagues beslutning om at udskyde alle kampe frem til den 4. april som følge af coronavirussen, skriver klubben.

Det oplyses, at spillerne hver især har fået individuelle træningsprogrammer, som de skal følge i den kommende periode. 

Liverpool vil nu være i tæt kontakt med lægestaben og de relevante myndigheder for at afgøre, hvornår træningsaktiviteten kan genoptages, fremgår det af klubbens hjemmeside.