Video : Tipsbladet
Premier League

Martial om permanent Solskjær-løsning: Hvorfor ikke?

Manchester United-stjernen Anthony Martial er glad for tilgangen af norske Ole Gunnar Solskjær. Og han kan ikke se, hvorfor at nordmanden ikke også skulle overtage managerjobbet permanent.

Der var inden fyringen af José Mourinho og den midlertidige ansættelse af Ole Gunnar Solskjær ikke mange lyspunkter at klamre sig til i denne sæson for Manchester United, men franske Anthony Martial var en af dem. 

For selvom José Mourinho angiveligt ikke så den store fremtid i den 23-årige franskmand og flere gange udskældte angriberen offentligt, har portugiseren heller ikke kunne se bort fra, at Anthony Martial i efteråret muligvis var den bedst mand i Manchester United.

I de 13 Premier League-kampe under Mourinho i dette efterår scorede Martial syv mål, og seks af dem kom endda i fem kampe i træk. Nu er Mourinho så væk, og Martial trives ligesom resten af United-truppen glimrende under caretakeren Ole Gunnar Solskjær.

De trives faktisk så meget, at franskmanden ikke kan se, hvorfor nordmanden ikke også skulle være en kandidat til det permanente job:

- Han kan godt være hård, når der er nogen, der fortjener det. En god manager skal rumme begge dele. Han skal kunne være hård ved spillerne, men også være i stand til at skabe glæde og godt humør. Sådan er "coach" (Ole Gunnar Solskjær red.).

- I øjeblikket går alt godt, og alle spillerne er glade. Hvis det bliver ved med at fortsætte sådan, hvorfor så ikke?, spørger Anthony Martial retorisk i et interview med norske TV 2.

Generelt er den franske angriber, der som oftest spiller på venstrekanten, glad for Ole Gunnar Solskjær. Den tidligere United-angriber er nemlig god til at dele ud af sine erfaringer:

- Det er fedt for mig at arbejde med en manager, der selv var angriber, da han spillede, ligesom jeg gør. Han kommer med mange gode råd og forslag til positionering foran mål og til afslutninger. Det har hjulpet mig meget.

- Det bedste råd, han har givet mig, er, at jeg skal spille på mine styrker og ikke putte for meget pres på mig selv. Han siger, at jeg skal udtrykke mig selv på banen, og det er rart at kunne få råd fra ham, siger den 23-årige franskmand.

Manchester United vendte umiddelbart inden kampen mod Tottenham hjem fra en mindre træningstur i Dubai, og her var der særligt ét billede, der endte med at gå viralt på internettet.

Billedet kan ses ovenfor og viser Ole Gunnar Solskjær tale med angrebstrioen Jesse Lingard, Marcus Rashford og Anthony Martial, og særligt Rashfords sjove billedtekst, der henviser til Solskjærs afgørende scoring i Champions League-finalen mod Bayern München i 1999, endte med at blive populær blandt United-tilhængere verden over.

Det var dog alligevel ikke det, som Solskjær fortalte United-trioen:

- Han snakkede faktisk om mange forskellige ting, da vi sad der. Han fortalte lidt om nogle tricks, han havde lært som spiller, og hvor heldige vi er at være en del af Manchester United.

- Jeg vil ikke komme helt ind på, hvad han sagde, men vi ved jo alle, hvor fantastisk han var, da han spillede. Så vi lytter, når han fortæller, siger Anthony Martial.

Næste kamp for Ole Gunnar Solskjær, Anthony Martial og Manchester United er på lørdag, når Brighton kigger forbi Old Trafford.