Video : Tipsbladet
Premier League

Tidligere Tottenham-spiller tvivler: Kommer Højbjerg til at gøre holdet bedre?

Darren Bent er ikke overbevist om, at Southampton-danskeren er den rette mand for The Lilywhites.

Pierre-Emile Højbjerg nærmer sig sit kontraktudløb i 2021, og der er interesse i at signe den 24-årige dansker fra Tottenham. Det konstaterede Sky Sports i januar, og så sent som denne søndag bekræfter The Times, at danskeren stadig er på blokken hos Spurs.

Darren Bent, der spillede for Tottenham mellem 2007 og 2009, er dog ikke sikker på, at Højbjerg er den rette mand for The Lilywhites, selvom den tidligere angriber synes, danskeren er dygtig.

- Højbjerg er en god spiller og har haft en fantastisk sæson for Southampton, men er han en spiller, hvor man tænker, han ville gøre Tottenham meget bedre? siger Bent til Football Insider.

- Tottenham er et hold, som skal konkurrere om Champions League- og Premier League-titlen. De har haft så mange gode midtbanespillere i klubben gennem de seneste år, men jeg er ikke sikker på, at Højbjerg er en, der vil gøre dem til seriøse titelkandidater.

Højbjerg har spillet 35 kampe for The Saints i denne sæson og skulle faktisk være et af Tottenhams toptransfermål, skriver Football Insider.