Video : Tipsbladet
La Liga

Atlético Madrid forlænger med Griezmann og Hernandez

Atlético Madrid har haft nogle strålende dage, hvilket er blevet kronet med kontraktforlængelserne til Antoine Griezmann og Lucas Hernandez.

I sidste uge kunne Atlético Madrid annoncere, at klubben ville skrive kontrakt med franske Thomas Lemar, men først i går kunne den spanske storklub fortælle, at den franske landsholdsspiller har underskrevet en kontrakt efter skiftet fra Monaco.

Det er dog ikke den eneste franske landsholdsspiller, som Atlético Madrid har papir på. Mandag aften kunne klubben annoncere, at der var blevet lavet nye aftaler med både Antoine Griezmann og Lucas Hernandez.

Antoine Griezmann kunne i sidste uge løfte sløret for, at han ville blive i Atlético Madrid efter mange spekulationer om et skifte til Barcelona, men franskmanden har nu forlænget sin kontrakt med den spanske hovedstadsklub til 2023. Den tidligere aftale udløb i 2022.

Samtidig har den 22-årige Lucas Hernandez også underskrevet en kontraktforlængelse. Den franske forsvarers nye aftale løber frem til 2024, og dermed har han forlænget sin tidligere kontrakt med to år.

I øjeblikket er alle tre spillere en del af den franske landsholdstrup, der er til VM i Rusland.