Det var ikke ventet på forhånd, at Villareal skulle skabe problemer for FC Barcelona søndag aften. Barca-mandskabet har været flyvende på det seneste, men fik nok at se til søndag, da gæsterne også ville lege med. Lionel Messi blev dog matchvinder med sin scoring til 3-2.
Det var dog FC Barcelona, der hurtigt satte sig på kampen. Især Luis Suarez truede gæsternes forsvar, og måtte først se sit forsøg blive blokeret, inden angriberen sparkede bolden tæt forbi mål. Villareal udnyttede dog første gang, man truede hjemmeholdet.
Denis Cheryshev tog chancen på en løs bold ved FC Barcelona-feltet, og sparkede flot gæsterne i spidsen med 0-1. FC Barcelona fik dog udlignet inden pausen, da Neymar i halvlegens sidste minut sparkede en ripost i netmaskerne til 1-1.
I anden halvleg fortsatte underholdningen på Camp Nou, hvor tilhængerne atter kunne se Villareal juble over en føring. Giovani dos Santos serverede en god bold for fødderne af Luciano Vietto, der sikkert kunne score til 1-2. En føring der dog ikke fik lov til at holde længe.
To minutter senere fik Rafinha nemlig bolden i feltet, og udnyttede fra nært hold til at udligne. Nedturen blev total for gæsterne bare minuttet senere, da Lionel Messi fra kanten af feltet bragede bolden i mål til stor jubel blandt de mange Barca-tilhængere.
Villareal fik bolden i nettet efter scoringen, men målet blev annulleret for offside. Herfra lukkede værterne af, og sikrede sejren på 3-2 efter en dramatisk affære.