Real vil bruge 2,2 milliarder på Neymar: Håber på hjælp fra UEFA
Foto: Getty Images
La Liga

Real vil bruge 2,2 milliarder på Neymar: Håber på hjælp fra UEFA

Real Madrid-præsident Florentino Perez vil meget gerne have Neymar til klubben, og han håber på hjælp fra UEFA, skriver den spanske sportsavis Sport.

I Real Madrid lader det til, at klubbens præsident Florentino Perez er desperat efter at finde en erstatning for Cristiano Ronaldo, som skiftede til Juventus for omkring 750 millioner kroner tidligere på sommeren.

Ifølge den spanske sportsavis Diario Sport, så har man rettet blikket mod Neymar.

I den sammenhæng er UEFA stadig i gang med at undersøge den brasilianske spillers klub, PSG, og dens sponsoraftaler. Det kan betyde sanktioner, hvis UEFA finder overtrædelser, og her kan der blive en åbning for Real Madrid-præsidenten.

Der skulle desuden være 2,2 milliarder kroner tilbage at købe spillere for i denne sæson i Real Madrid, og det skulle den spanske hovedstadsklub være klar til at investere i Neymar, hvis UEFA straffer PSG.

Derudover bliver det også nævnt, at Real Madrid er ude efter en ekstra offensivspiller, som kunne være enten Icardi eller Werner. Samtidig skulle klubbens nye træner Julen Lopetegui have ønsket en ny venstreback, hvor Marcos Alonso fra Chelsea har været nævnt ifølge The Guardian.

Det seneste nederlag til Atletico Madrid i den europæiske Super Cup skulle desuden have sat alarmklokkerne i gang hos Champions League-mestrene.