La Liga

Villas-Boas skal afløse Guardiola - måske

Lokal sportsredaktør er usikker på Guardiolas fremtid i klubben, men han er overbevist om, at den tidligere Chelsea-træner André Villas-Boas er arvtageren.

Pep Guardiola er en institution i Barcelona. Han er af mange hyldet, som manden bag klubbens øjeblikkelige succes. Han har dog i lang tid overvejet sin fremtid i klubben - overvejelser der ifølge eksperter skyldes et drive og en ambition om nye og flere udfordringer end i den nuværende stilling. Sportsdirektør på magasinet Sport, Juan Manuel Diaz, tør ikke spå om udfaldet af Guardiolas fremtidsspekulationer.

- I morgen (i dag) vil han fortælle om sin beslutning. Lige nu ved vi ikke noget om, hvad han beslutter sig for. Nogle er meget pessimistiske, men vi ved det ikke, siger Diaz til TV2 Sporten.

Hvis bulletinerne om Guardiolas afsked holder stik, er der formentlig mange, der ønsker at overtage trænerposten hos mægtige Barcelona. Ifølge den spanske sportsredaktør, er en tidligere Mourinho-assistent et glimrende bud.

- Det, vi kan se, er, at den portugisiske træner, via sine pressefolk har udtalt, at han er rigtig interesseret. Han har været med til træningen her på det seneste og set Barcelona træne, fortæller Juan Manuel Diaz.

Villas Boas, der fik ni måneder i spidsen for Chelsea FC, før han blev fyret, har tidligere været assistenttræner for Jose Mourinho i FC Porto.