Video : Tipsbladet
Rygter

Cavanis Chelsea-skifte i fare: Uruguayaneren kræver fyrstelig løn

Frank Lampard er en stor beundrer af Edinson Cavani, men uruguayanerens lønkrav kan sætte en stopper for hans Chelsea-skifte.

Edinson Cavani har længe været rygtet væk fra PSG, og i weekenden erkendte parisernes sportsdirektør så, at uruguayaneren nok forlader klubben i dette transfervindue.

Atlético Madrid har allerede fået et bud afvist, mens Tottenham og Manchester United også har været meldt interesserede. Tirsdag reporterede Goal så, at Chelsea har været i dialog med PSG om Cavani.

Kræver voldsom hyre
Nu forlyder det dog, at uruguayanerens lønkrav kan sætte en stopper for hans transfer til Stamford Bridge. Ifølge den engelske avis Evening Standard ønsker Cavani således, at beholde den løn, som han har i PSG, hvilket er omtrent 3,1 millioner kroner om ugen. Derudover ønsker angriberen en kontrakt frem til sommeren 2021. Det vil betyde en årsløn på 167 millioner kroner, og derudover forventer Cavani også en gedigen bonus for at skifte til Chelsea.

Samtidig kræver PSG angiveligt 132 millioner kroner for uruguayaneren, der i denne sæson har mistet sin startplads til Mauro Icardi. Chelsea-cheftræner Frank Lampard ville mandag ikke lægge skjul på sin beundring for Edinson Cavani.

- Han er en fremragende spiller. Jeg spillede mod ham, og jeg elskede altid hans mentalitet og attitude. Og hans målstatistik taler selvsagt for sig selv. Jeg er ikke helt klar over, hvad hans siuation er, så vi må se. Han er en rutineret spiller, men det er der også mange andre, der er.