Video : Tipsbladet
Rygter

Torsdagens rygtebørs (opdat.): United vil hente offensiv englænder til vinter

Tipsbladet.dk giver dig hver dag de bedste rygter fra international fodbold.

Kai Havertz fra Bayer Leverkusen til Real Madrid, FC Bayern München eller FC Barcelona
Note: Det tyske stortalent har angiveligt tilbud fra alle tre storklubber, hvorfor det nu er op til ham selv at vælge, hvilken han ønsker at skifte til. Leverkusen har fastslået, at han ikke bliver solgt denne sæson, men klubben skulle eftersigende være villige til at sælge ham i sommeren 2020. 
Sandsynlighed: Middel
Kilde: BildSport

James Maddison fra Leicester til Manchester United
Note: Old Trafford-klubben er eftersigende i fuld gang med at planlægge vinterens transfervindue, og her skulle den engelske midtbanespiller stå højest på ønskelisten. Klubben håber angiveligt på, at det kan lade sig gøre at hente ham allerede ved årsskiftet, selvom det sjældent er nemt at hente store navne halvvejs i sæsonen. 
Sandsynlighed: Under middel
Kilde: Manchester Evening News

Kylian Mbappe fra Paris Saint-Germain til Real Madrid
Note: Det forlyder, at den spanske storklub har sat alt ind på at hente franskmanden indenfor de næste to sæsoner. De vil angiveligt gøre alt for at få fingrene i Mbappe så hurtigt som muligt, men skulle det ikke lykkes i 2020, bliver det i 2021. 
Sandsynlighed: Under middel
Kilde: El Chiringuito

Christian Eriksen fra Tottenham til Juventus
Note: Mauricio Pochettino vil forsøge at lokke landsmanden Paulo Dybala til Tottenham, når transfervinduet åbner igen til januar, og den argentinske manager er klar til at gøre danske Christian Eriksen til en del af en byttehandel.
Sandsynlighed: Under middel
Kilde: Tuttosport

Paul Pogba fra Manchester United til PSG
Note: Paul Pogba og PSG var blevet enige om en aftale, der skulle indbringe franskmanden knap 3,6 millioner kroner om ugen, men skiftet faldt til jorden, fordi Neymar ikke skiftede til FC Barcelona. 
Sandsynlighed: Under middel
Kilde: Calciomercato

N'Golo Kanté fra Chelsea til Real Madrid
Note: Chelsea og Real Madrid har en aftale om, at englænderne fortæller den spanske klub, hvis man modtager et bud på den franske midtbaneprofil. Chelsea er gået med til dette, fordi Real Madrid undlod at forsøge at overtale 28-årige Kanté til at skifte til Spanien i sommer.
Sandsynlighed: Middel
Kilde: Defensa Central

Bruno Fernandes fra Sporting CP til Tottenham
Note: Bruno Fernandes har afsløret, at han i sommer var enig om de personlige vilkår med Tottenham, men Sporting ville ikke sælge, fordi englændernes tilbud var for lavt. Nu erfares det, at Tottenham kan få midtbanespilleren for omkring 520 millioner kroner.
Sandsynlighed: Over middel
Kilde: A Bola