Medier: Jens Odgaard kan være på vej væk fra Inter
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Serie A

Medier: Jens Odgaard kan være på vej væk fra Inter

Jens Odgaard kan ifølge flere italienske medier være på vej væk fra Inter, og flere italienske klubber byder sig til.

Jens Odgaard skiftede fra Lyngby BK til den italienske storklub Inter for et år siden, og den unge dansker leverede varen i sin første sæson i støvlelandet, hvor han noterede sig for 15 mål i 29 kampe for Inters Primavera-mandskab.

Alligevel kan danskeren være på vej væk fra Milano.

Inter kæmper med at leve op til kravene om Financial Fair Play, og klubben mangler angiveligt i omegnen af 75 millioner kroner for at være i mål. En del af disse kan hentes hjem ved et salg af Jens Odgaard, og ifølge La Gazzetta dello Sport kan angriberen være på vej til Bologna, der i sidste uge købte Federico Santander i FC København. Serie A-klubben skal længe have haft et godt øje til den tidligere Lyngby-mand.

Flere andre medier melder også, at Jens Odgaard kan være på vej væk fra Inter, og blandt andre Gianluca Di Marzio skriver, at også Atalanta viser interesse for danskeren. Dermed ser det altså ikke ud til, at Odgaard får problemer med at finde en ny arbejdsgiver, hvis han forlader Inter.

Indtil videre har han dog fortsat adresse i Milano, og hans kontrakt med Inter løber frem til sommeren 2021.