Han kom fra Brøndby til italienske Palermo i sommer, men nu kan det italienske eventyr meget vel være forbi for Simon Makienok, som den italienske klub gerne vil af med. Makienok har blot spillet fire kampe i denne sæson, alle fire som indskifter, og det lader til, at der ikke er den store tro på, at Makienok kan slå igennem i Italien.
I hvert fald udtaler Palermo-præsident Maurizio Zamparini, at man vil forsøge at finde en løsning omkring Simon Makienok.
- De, der kan smutte, er Makienok og Bamba, og andre spillere, der ikke spiller. Vi arbejder i øjeblikket på at hente fire - fem nye spillere ind, som gerne vil være en del af holdet, siger præsidenten til Sky Italia.
Simon Makienok har som sagt spillet meget lidt, siden han skiftede fra Brøndby. Men at komme af med den danske angriber kan blive svært, for han har allerede spillet for to klubber i denne sæson. Det betyder, at han skal skifte til eksempelvis Norge eller Sverige, hvor der tages hul på en ny sæson. Der bliver formentlig tale om en lejeaftale.
På rygteplan er Molde meldt meget interesseret i Simon Makienok.